Kristian Lunds blog
VORE MEDIER: Medicinsk Tidsskrift | Onkologisk Tidsskrift | Hæmatologisk Tidsskrift | Sundhedspolitisk Tidsskrift | MS Tidsskrift | Propatienter

Sidste brik i ny ledelse på skandaleramt sygehus på plads

Anne Grethe Larsen, 57 år, er ny vicedirektør på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse. Dermed er sidste brik i den nye ledelse på det skandaleramte sygehus faldet på plads. 

Først på året kom det frem, at hundredvis af kvinder har fået mangelfulde brystundersøgelser på sygehuset, og skandalen rullede. Sygehusdirektør Vagn Bach blev afskediget, nye folk i ledelsen blev konstitueret, og det blev senere besluttet at udvide sygehusledelsen fra tre til fire personer for at højne kvalitetsarbejdet. Så allerede i sommer stod det klart, at tidligere oversygeplejerske på sygehuset, Anne-Grethe Larsen, ville få forlænget sin konstituering med henblik på, at stillingen kunne blive endeligt besat i efteråret, hvad den er blevet nu.

Ledelsen består nu af:

  • Niels Reichstein Larsen, sygehusdirektør
  • Charlotte Bøll, vicedirektør
  • Henrik Stig Jørgensen, vicedirektør
  • Anne-Grethe Larsen, vicedirektør

Den nyudnævnte vicedirektørs kæphest er god kommunikation både med patienterne og mellem kolleger. Alle skal være gode til at arbejde sammen om gode patientforløb, hvor fagligheden og patientsikkerheden altid prioriteres, mener hun.

 

"Vi skal behandle hinanden ordentligt. Vores patienter og pårørende skal mødes med et smil. Smilet er den korteste vej til at skabe en tryg relation, og tryghed er altså et væsentligt element i et godt patientforløb. Det vil jeg gerne have, at vi er kendte for, og jeg glæder mig til at arbejde med det," siger Anne Grethe Larsen.

 

Flere borgere har muligvis allerede stiftet bekendtskab med den nye vicedirektør. Hun har de seneste måneder, når der har været et hul i kalenderen, siddet ved hovedindgangen på Slagelse Sygehus og talt med borgere, der har noget på hjerte blandt andet om patientinddragelse og samarbejdet mellem patienter, pårørende og sygehuset.

 

Inden ansættelsen som vicedirektør blev det til mange år på Næstved Sygehus, hvor Anne Grethe Larsen først arbejdede som sygeplejerske, siden som afdelingssygeplejerske og senest som ledende oversygeplejerske på det medicinske område.

 

" Med ansættelsen af Anne Grethe Larsen har vi nu fået samlet en ny sygehusledelse til at stå i spidsen for Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse, og den spændende udvikling, der er i gang. Vi har de rette egenskaber med en ny direktion og cirka 3.000 medarbejdere til at videreudvikle den gode behandling på sygehusene og styrke arbejdet med kvalitet yderligere," siger Niels Reichstein Larsen i en pressemeddelelse.

 

Privat bor Anne Grethe Larsen i Menstrup lige udenfor Næstved sammen med sin mand. Hun har to børn, der for længst er fløjet fra reden, og barnebarnet Noah. Anne Grethe tiltræder officielt den 1. november 2019.