Kristian Lunds blog
VORE MEDIER: Medicinsk Tidsskrift | Onkologisk Tidsskrift | Hæmatologisk Tidsskrift | Sundhedspolitisk Tidsskrift | MS Tidsskrift | Propatienter
| | | | |
 
Branding Celgene


Unikt medicinsk-historisk museum risikerer lukning

Medicinsk-historisk Museum på Næstved Sygehus risikerer lukning, fordi de gamle sygehusbygninger skal sælges.

Det står klart, efter Region Sjælland som led i deres spareplan har offentliggjort planer om at sælge de bygninger på sygehuset, som de ikke fremover skal bruge til sygehusdrift. Det handler om ca. en tredjedel af Næstved Sygehus eller ca. 26.000 kvadratmeter. Flere funktioner er rykket ud af sygehuset og i takt med at sygehusets 14 etager bliver renoveret, vil Region Sjælland sælge ud af overflødige sygehusbygninger.

Og det kommer til at gå ud over Medicinsk-historisk Museum, som bliver hjemløst.

Museet ligger i den ældste del af Næstved Sygehus. Bygningen er fra 1817, og oprindeligt var der fire sygestuer med seks senge i hver, hvoraf de tre stuer var beregnet til mænd, tre ”dåreceller”, operationsstue, ligstue og to værelser for økonomen. Patienter fra amtet og fra Næstved fattigvæsen indlagdes for ordinær betaling, mens andre måtte betale en femtedel herudover. Det betyder, at bygningen er opført kun to år efter Napoleonskrigene sluttede med Slaget ved Waterloo.

Og bygningen har fungeret som sygehus frem til 1992, men har de sidste 26 år dannet rammer om det medicinske museum, hvor en gruppe frivillige har samlet ud udstillet hospitalets historiske genstande.

Carl Eli Olsen er museumsleder og driver sammen med fire andre passionerede og pensionerede overlæger det lille museum, der har åbent for besøgende hver tirsdag formiddag. Museet er unikt og giver de besøgende et indblik i fortidens medicinske behandling, helt fra dengang pesten hærgede Danmark og op til vor egen tid.

Carl Eli Olsen er ærgerlig over Region Sjællands planer.

Museet er nemlig det eneste af sin slags i Danmark, der beskriver sundhedsvæsenets udvikling, og det vil miste meget, hvis det rives ud af sin ramme, siger han til Sjællandske.

"Det hele er drevet af frivillighed og passion. Og vi har svært ved at se os selv i andre bygninger end den her, siger Carl Eli Olsen til avisen.

Regionsrådet overvejer at flytte museet til det nye såkaldte supersygehus i Køge. Men det bliver uden Carl Eli Olsen og de øvrige frivillige, der driver museet, siger han til Sjællandske.

"Vores museum er jo bundet sammen med Næstved," siger han.

Det er dog muligt at museet kan overleve i Næstved, hvis kommunen kan overtage bygningerne, som det ligger i - og det er Næstveds borgmester Carsten Rasmussen (S) da også indstillet på at drøfte med Region Sjælland.

"Det er endnu ikke noget, som vi har drøftet i byrådet, men jeg kunne godt forestille mig en model, hvor vi tog os af museets drift ved eksempelvis at betale for deres forbrug af strøm, vand og varme," siger han til TV Øst.

En af museets store attraktioner af urtehaven. Det er den tidligere rosenhave, der blev anlagt i 1940, men som til sidst var et overgroet virvar, indtil museets frivillige medarbejdere i 2011 gik i gang med oprydning og plantning. 

Medicinsk-historisk Museum har årligt omkring 1.000 besøgende og modtager hvert år 25.000 kr. i tilskud fra sygehusledelsen.