Kristian Lunds blog
VORE MEDIER: Medicinsk Tidsskrift | Onkologisk Tidsskrift | Hæmatologisk Tidsskrift | Sundhedspolitisk Tidsskrift | MS Tidsskrift | Propatienter
| | | | |
 
Branding Celgene

Læger skal kunne fortælle deres patienter, at de er det bedste sted

PODCAST: Det var en ny model for beregning af kvalitet, som afslørede, at patienter med kræft i bugspytkirtlen får uensartet behandling. Læge og phd-studerende Kasper Wennervaldt fortæller i podcast om baggrunden for at forsøge at måle kvaliteten af de operationer, der bliver lavet rundt i landets fem regioner.

Læge Kasper Wennervaldt har selv fået spørgsmålet fra nervøse patienter utallige gange: Undskyld, hr doktor, men er jeg det bedste sted?

Men spørgsmålet er ikke lige til at besvare, for hverken de danske sygehuse eller regioner måler kvalitet på tværs af regionsgrænserne.

Men det spørgsmål bør man kunne svare på med ro i mave og stemme, mener Kasper Wenndervaldt, som derfor sammen med kolleger og støttet af Kræftens Bekæmpelse er i gang med at udvikle en model til måling af kvalitet på tværs. Det første område, som er blevet sat under lup, er operation for kræft i bugspytkirtlen:

”Vi valgte at afprøve vores model for måling af kvalitet af operationer på tværs af regionerne på bugspytkirtelkræft, fordi det er et lille, men højrisikabelt operationsområde. Der er få patienter om året, da mange patienter er for syge til at blive opereret, når de diagnosticeres. Men det er også operationer med høj risiko for komplikationer og død i forbindelse med operationen," forklarer Kasper Wennervaldt i en interessant podcast, som er offentliggjort på Ugeskriftet.dk.

Den første afprøvning af modellen i virkelighedens verden påpegede markante variationer i den behandling, som fire nationale centre på danske sygehuse giver til patienter med den meget alvorlige sygdom og vanskelige operation. Variationer som demonstrerer en sammenhæng mellem antallet af operationer for kræftsygdommen og udfaldet for patienterne, sådan at de sygehuse, der oftere opererer patienter med kræftsygdommen, har bedre resultater end sygehuse, som kun sjældent udfører operationerne.

”Både arbejdet før og efter operation har betydning for udfaldet. Det er ikke kun kirurgien der er af betydning. Det er sjældnere den enkelte læge, der er afgørende, men også nok så meget hele teamet omkring operationerne – og før og efter disse ifølge litteraturen. Men det er klart, at man ikke kan have samme erfaringer, hvis man laver tilpas lidt af noget. Man ved fra studier, at der er en sammenhæng mellem, hvor meget man laver, og hvordan det går patienterne", fastslår Wenndervaldt i tydeligvist tilstræbte diplomatiske vendinger.

Undersøgelsen dækker perioden 2011-2015, hvor de fire sygehuse opererede i alt 476 patienter med kræft i bugspytkirtlen. Rigshospitalet og Odense Universitetssygehus opererede næsten 80 pct. af patienterne. Mens universitetshospitalerne Aarhus og Aalborg kun opererede henholdsvis 46 og 56 patienter. På de to sygehuse, der udførte hovedparten af operationerne, var der færre patienter, som døde allerede under indlæggelsen. Forskelle som har fået Kræftens Bekæmpelse til at råbe vagt i gevær med krav om lige behandlingsmuligheder løsrevet fra geografien og Danske Regioner og Sundhedsstyrelsen til at love undersøgelser af forholdene.

Og at patienter har krav på den bedst tænkelige behandling, uanset hvor i landet de bor, er Kasper Wenndervaldt helt enig i.

"Personligt finder jeg det vigtigt at vi har ensartet behandling på tværs af landet, at afdelingerne leverer det samme resultat, så patienter får samme behandlingstilbud uanset hvor i landet de bor. En høj ensartet behandling vil desuden kunne spare sundhedsvæsnet for unødige udgifter, for mindre optimale behandlinger koster ikke kun liv men også genindlæggelser og reoperationer. Det vi håber er også, at det her arbejde kan give et fingerpeg om, hvor man kan lære af hinanden."

Undersøgelsens talmateriale fra sygehusene med få operationer er små, og derfor er eksperterne bag undersøgelsen ifølge Wenndervaldt forsigtige i deres konklusioner om, hvor mange liv det koster, at et eller to af de fire centre har for få patienter. Og som lytter kan man sagtens synes, at denne forsigtighed forekommer overdreven, når det er de samme forskere, som konstaterer overdødelighed i forbindelse med lille patientvolumen, men i podcasten har både værten og Wenndervald valgt at lægge stort fokus på selve modellen. Et valg som dog alligevel giver udsendelsen sin berettigelse, for det er nemlig en principielt super spændende model til måling af kvalitet som Wenndervaldt og hans kolleger har gang i. En model som måske også i fremtiden ville kunne afsløre andre problematiske brister i det danske sygehusvæsen.

"Vores håb er, at modellen også vil blive forsøgt afprøvet på andre sygdomsområder, for vi vil gerne undersøge, om der også er store forskelle på andre områder, og at man således kan komme til at fjerne geografiske forskelle i behandlingskvalitet. Vi har forsøgt at skabe transparens for beslutningstagere i sundhedsvæsenet og behandlere og klinikkere. Perspektivet er at brug modellen til forskellige kræftsygdomme, og at man på den lange bane således kan lære af hinanden så man med ro i stemmen kan fortælle patienterne, at de er det bedste sted, forklares det i den forholdsvist korte podcast som skal have ros for at sætte spot på noget så umiddelbart usexet, men i virkeligheden rigtigt spændende som en model for kvalitetsmåling, der virker som om, at den vitterlig er tænkt som en intelligent målbar og ikke-bureaukratisk metode til bedre patientbehandling," siger han.

Kræft i bugspytkirtlen

Hvert år får ca. 1.000 danskere konstateret kræft i bugspytkirtlen.

Overlevelsen er de seneste år blevet lidt forbedret, men under 10 pct. er i live, fem år efter de fik diagnosen.

Operationen for kræftformen er et af de mest komplicerede kirurgiske indgreb, man anvender inden for standardkræftbehandling.

Ifølge årsrapport for 2015 og 2016 fra Dansk Pancreas Cancer Database (DPCD) har de forholdsvise volumetal for de fire hospitaler ikke ændret sig i forhold til tallene i Regional variation in surgery for pancreatic cancer in Denmark 2011 til 2015. Rigshospitalet har fortsat dobbelt så mange patienter (112, som den næste i rækken nemlig Odense. Mens Århus og Ålborg kun havde henholdsvis 29 og 23 patienter fra midt 2015 til 2016.