Kristian Lunds blog
VORE MEDIER: Medicinsk Tidsskrift | Onkologisk Tidsskrift | Hæmatologisk Tidsskrift | Sundhedspolitisk Tidsskrift | MS Tidsskrift | Propatienter
| | | | |
 


Modig bog om depressioner fra Peter Øvig

En ny bog af forfatter Peter Øvig Knudsen om sin mors og egne depressioner giver et hjerteskærende indblik i depressioners brutale væsen.

Da forfatter og journalist Peter Øvig Knudsens mor døde, jublede han. Endelig blev han befriet for sin opmærksomhedskrævende, aggressive, selvoptagne, konstant bebrejdende, men også stærkt depressive mor, der altid så sig selv som et offer. Da han kort efter hendes død - vred og uforsonlig - begynder at undersøge hendes liv og sygdom for at skrive en bog om hende, får han selv en alvorlig depression, der også sætter ham helt ud af spillet.

En spirituel hjælper, som han opsøger, siger til ham om bogen, som har fået titlen "Min mor var besat": ’"Du skriver en bog, som vil indeholde både håbløshed og håb, næsten som to bøger i én. Din mor var fanget i håbløsheden, og hun opgav livet, og det skal du beskrive. Også selv om du bliver skræmt, for dit arbejde har et spirituelt formål, nemlig at din egen proces med bogen samtidig vil vise læseren, at der er håb. Og det er håb, menneskene har brug for.”

Og "Min mor var besat" er er da også skrevet som to bøger i én. Første halvdel er en dokumentarisk beretning om, hvordan det er at vokse op med en psykisk syg mor, men samtidigt også et portræt af hans forældres generation, som voksede op og nåede at stifte familie, inden ungdomsoprøret og kvindebevægelsen forandrede Danmark fra sidst i 60’erne. Peter Øvig Knudsen graver i morens utallige psykiatriske journaler, taler med hendes læger, veninder og fælles familiemedlemmer. Samtidigt med at han og søsteren også er øjenvidner til morens mange lidelser og manipulerende afmagt op gennem deres opvækst.

Ud af forfatterens tilbundsgående graven kommer et usentimentalt, men dybt smerteligt og knugende portræt af en måske chanceløs kvinde, hustru og mor, om hvem han blandt andet skriver:

”Men hun slipper aldrig af med bæstet, og komprimeret ned til denne stak af papirer får depressionerne en karakter af ubønhørlig gentagelse, ligesom de to sætninger fra hendes mund, der ekkoer gennem mit liv: „Jeg kan ikke klare det mere … du må hjælpe mig!“

Men "Min mor er besat" er også en grum og tankevækkende beskrivelse af en generation af kvinder, som omgærdede af ligusterhækkenes pæne stilhed led alvorlige kvaler i en brydningstid, kun dulmede af stesolider og andre former for lægeordinerede psykofarmaka. Ofrene for disse lidelser var ikke mindst kvindernes børn, men også nogle gange deres mænd, der sjældent vidste, hvad de skulle gribe og gøre i overfor disse ulykkelige og neurotiske ægtefæller.

At det lykkes Peter Øvig Knudsen at lave et så tilsyneladende velbalanceret portræt af en mor, på hvis grav han dansede i euforisk glæde, og en mor, som han har brugt så mange ressourcer på at overleve ved at holde hende på afstand, er ikke så lidt af en både menneskelig og professionel bedrift. Man forstår både, hvorfor han var nødt til at hade hende og i årevis beskylde hende for urimeligt og egocentrisk at trække offerkortet fremfor at yde omsorg for sine børn, og man forstår samtidigt hendes lidelser og uformående hjælpeløshed.

En vigtig pointe i beretningen om morens sygdom og adfærd er desuden, hvor ødelæggende det er at være børn af forældre, som gør børnene til de voksne og som følge heraf, hvor afgørende det er for børnenes opvækst og trivsel, at andre voksne ser dette og griber ind overfor disse følelsesmæssige overgreb. Skulle man nogensinde have været i tvivl om det rigtige i at blande sig på børnenes vegne, så de ikke skal leve med problemerne i ensomhed, så får man stof til eftertanke, når man læser "Min mor var besat". Det forekommer at være et borgerligt ombud at gribe ind.

Men Peter Øvig Knudsen magter ikke kun at beskrive sin mors vaklende sind, så man føler med både hende og hendes arme børn på én og samme tid. Han formår også i bogens anden halvdel at beskrive udviklingen i sin egen svære depression, som overmander ham, da han er i fuld gang med at researche sin mors liv, så man som udenforstående får mulighed for at forstå det også for ham selv nærmest uforståelige: Nemlig den svære depressions altopædende forgiftning af sindet. Og det er lige fra dens start som et lidt nedsat energiniveau over dårlig nattesøvn til en buldrende paranoid og livstruende depression, som totalt forgifter livsglæden, og i stedet drukner ham i en ordløs og grundløs angst.

”Jeg kan ikke bære det længere, siger jeg til Dortebet. Jeg bliver bange for, hvad det her kan ende med. Det er, som om min mors besættelse er ved at overtage mig. Jeg kan finde på at tænke, at hun har strakt en fangarm over fra den anden side og grebet fat i mig. Nu vil hun trække mig med ind i døden," lyder én af hans beskrivelser af, hvordan det nu er ham, der er den besatte og den, som ikke kan præstere i familien på grund af angst og paranoia:

"Men i de følgende uger bliver min paranoia værre endnu. Jeg begynder at få en stribe grasserende katastrofeforestillinger: Jeg plages af tanker om, at alle mine nærmeste – min kæreste, mine børn og bonusbørn, mine samboer og venner – allerede har besluttet at forlade mig, men at de blot venter på den rette lejlighed. ”

Fra foråret 2017 og frem til efteråret kæmper Peter Øvig Knudsen ved hjælp af blandt andet psykologer, psykiatere, fysioterapeuter og alternative terapier mod sin depression, som blandt andet giver sig til kende som en totalt ødelæggende manglende evne til at falde i søvn kombineret med en alt for tidlig opvågnen:

”Og den tidlige opvågnen bredte sig som giftige pøle hen mod hinanden, så søvnen aldrig indfinder sig, og den lange, lange nat bliver et sort, vågent mareridt med endeløse båndsløjfer af negative tanker om næste dag, den kommende tid og resten af mit elendige liv. Det er kombinationen af disse elementer – den vibrerende angst i kroppen, meningsfyldens kollaps, søvnløsheden og de negative tankespiraler – som for mig udgør depressionens onde og selvforstærkende dynamik. Men det værste i depressionen er ordløst og kan kun meget omtrentligt rammes ind med store ord som rædsel, mareridt, skrig og helvede.

Depressionen er ikke mig. Depressionen opleves som et fremmed væsen, der indtager min krop og personlighed og suger al positiv energi ud af mig. Dette er måske dens største mysterium: Hvor kommer den fra, og med hvilket formål presser den mig ned i sort slam?” lyder én af Peter Øvig Knudsens beskrivelser af den livsfarlige depression, som til sidst ved venners hjælp og mod hans egne ønsker bringer ham til Rigshospitalets lukkede afdeling og en række behandlinger med elektrochok, som endelig hjælper ham.

For Peter Øvig Knudsen har det tydeligvist været en svær proces at anerkende, at han var så syg, som han var og så behandlingskrævende, som han også var. Ikke kun på grund af ulysten til at komme til at ligne sin mor, ikke kun på grund af depressionens lumske natur, men også på grund af sin egen personlige holdning til depressioner, som han også tidligere i sit liv har mærket svirpene af på egen krop:

“Mit grundsyn på mine egne depressioner har altid været, at jeg skulle tage mig sammen, gøre brug af min viljestyrke og gennemføre de handlinger, jeg har besluttet og aftalt. Jeg har gjort det, belært af min mors reaktionsmønster: Jeg synes, hun passivt lod sig synke ind i den depressive tilstand, lagde ansvaret fra sig og efterhånden blev ganske inaktiv,” skriver han om sit tidligere syn på depression. Ligesom han også tidligere har abonneret på stærkt antimedicinske holdninger:

”Medicinsk behandling af psykisk sygdom var blot symptombehandling og værre endnu: Medicinens sløvende virkning betød, at den psykisk kriseramte blev ude af stand til at forholde sig til sin egen situation, tage ansvaret for sit liv og udnytte udviklingspotentialet gennem bøn, psykoterapi, i politisk aktivisme eller ved at danne alternative fællesskaber,” forklarer han.

Men Peter Øvig Knudsen sander i bogen, at alvorlige depressioner er en brutal og livstruende sygdom, som man efter hans mening dybest set slet ikke fatter det rædselsfulde omfang af, hvis man ikke selv har været syg:

“I hvert fald har jeg aldrig oplevet en egentlig forståelse slå igennem, selv ikke hos nære venner eller kærester, når jeg med mange ord har forsøgt at levendegøre oplevelsen, hvis ikke de selv har oplevet en depression. Mens ganske få ord kan være nok til at tænde genkendelsens blik hos et fremmed menneske, som har gjort sine egne erfaringer,” erklærer Øvig Knudsen og fortsætter:

”Så snart depressionen har sluppet sit tag i mig, om det så blot er for en stund eller et par timer, er det umuligt for mig ganske at erindre den rædsel, jeg føler mig spærret inde i, når al mening og glæde forsvinder ud af tilværelsen og efterlader mig med kun en snurrende indre smerte. Mens det omvendt, når den depressive dæmon har besat mig, virker som en kun ganske fjern, teoretisk mulighed, at det normale liv nogensinde skulle vende tilbage.”

Peter Øvig Knuden har med sin solidt researchede, modige og mere end almindeligt velskrevne bog givet os andre en mulighed for dog alligevel at forstå noget af depressioners uforståelighed.

 

  • Min mor var besat
  • Peter Øvig Knudsen
  • Gyldendals forlag
  • 299,99 kr.