Kristian Lunds blog
VORE MEDIER: Medicinsk Tidsskrift | Onkologisk Tidsskrift | Hæmatologisk Tidsskrift | Sundhedspolitisk Tidsskrift | MS Tidsskrift | Propatienter
| | | | |
 


Nødvendig og nytænkende bog om sorg

BØGER: Ny bog vender op og ned på vores opfattelser af død og sorg. Stor antologi om sorg i forbindelse med sygdom og død giver ikke kun et fremragende indblik i de seneste års sorgforskning, men også masser af muligheder for egen indsigt i rollerne som sørgende eller pårørende til sørgende.

Når livet nu en gang er skruet sådan sammen, at vi på et tidspunkt skal miste hinanden, giver det jo god mening at interessere sig for, hvordan de tab, som er forbundet med det, opleves, og hvordan vi magter både egne og andres tab. Ikke desto mindre har disse tab og den hermed forbundne sorg i årevis været omgivet af tabu og vores viden derfor begrænset.

Men i disse år lever vi i, hvad forskere i sorg kalder en mellem- eller en overgangstid, hvor vores sorgkultur ændrer sig. Det betyder, at døden og sorgen de seneste år igen er blevet mere synlig i vores samfund, og at forskere verden over er begyndt at grave i vores håndteringer af egen og andres sorg. Og hvad forskere er i færd med at finde ud af og sætte ord giver den nye antologi, "Giv sorgen ord", et fremragende indblik i.

"Giv sorgen ord" er på ingen måde nogen letvægter. Dels er den et mammutværk på mere end 400 sider spækket med tanker om sorg og kildehenvisninger. Og dels er det indimellem mere end almindeligt sørgeligt at læse om, hvor uformående vi kan være, når vi stilles overfor et af livets grundvilkår, og i hvor høj grad vi ofte lader sørgende i stikken trygt på afstand:

”Ikke mange af livets begivenheder sætter os på så stor en prøve som et dødsfald. For et dødsfald er ud over et tab også en påmindelse om, at vi også selv en dag skal dø. I hverdagen forsøger vi at fortrænge dette grundvilkår, som vi lever med – at vi alle en dag skal dø. Når vi oplever et dødsfald, bliver vi mindet om vores skæbne. Og det kan skræmme os. Vi kan blive så skræmte, at vi bliver mundlamme, holder os væk eller støder den efterladte fra os. Det er ikke af ond vilje eller overfladiskhed, når efterladte oplever, at venner holder sig væk, eller at naboen går over på det modsatte fortov, eller at de møder mennesker, der lader som ingenting,” lyder det i en af de i alt 28 skribents forklaringer på, hvorfor vi ikke altid opfører os, som vi måske allerhelst ville.

At død og sorg i det 20. Århundrede har været omgærdet af isolation for ikke at ’smitte’, for ikke at blive ’smittet’ eller for at undgå den forlegenhed, der opstår, når vi ikke ved, hvad vi skal sige eller gøre, betyder, at de fleste nulevende voksne danskere således er vokset op med denne mur af tavshed omkring nogle af de vigtigste begivenheder i vores liv. En kulturel tavshed, der påvirker ikke kun familier og pårørendes amputerede tacklinger af død og sorg, men også de professionelle sundhedsmedarbejderes håndteringer ifølge "Giv sorgen ord", som er fuld af eksempler på, hvor galt det kan gå i kommunikationen mellem sørgende og ’kulturramte’ behandlere.

"Mor døde en sommerdag sidste år. Jeg husker ikke længere, om det var koldt eller varmt, men der var solskin, og sygeplejersken, der hilste farvel, var ung og ubekvem ved situationen“, fortælles det i en datters stilfærdige beskrivelse af den manglende hjælp og støtte ved dødslejet.

Men når vi angiveligt er så ordløse, som denne antologi illustrerer på næsten skræmmende vis, så skyldes det ikke mangel på berøringspunkter med egen og andres død, tab og sorg, for hvert eneste år mister omkring 2.000 børn og unge under 18 år en far eller en mor i Danmark. Godt 15.000 ældre mister årligt en ægtefælle, og ca. 67.000 voksne mister årligt en gammel forælder. Ifølge "Giv sorgen ord" rammes især ældre af vores ordløshed, idet vi opfatter tabet af ældre som naturligt og derfor ikke noget at pive over. Også selv om mange ældre for eksempel karakteriserer deres ægtefælles død som et ’livsbrud’:

”Omverdenen har en forventning om, at den efterladte ikke føler voldsom sorg. Et tab er således ikke blot et tab! Når gamle mennesker mister deres ægtefælle og fortæller om tabet, er omgivelsernes reaktion ofte: ’Det er jo den vej, vi alle skal’, ’I har jo haft mange gode år’, ’hun havde alderen til det’, ’det var godt, hun endelig fik fred’, ’I fik jo et langt liv sammen’, ’nu må du se at komme videre’. Og det betyder, at den ældre ikke ’får ret’ til at sørge i samme grad, som når et yngre menneske mister en elsket person,” lyder det i antologien, hvori den amerikanske forfatter Joan Dideon citeres for at have sagt: ’Sorg viser sig at være et sted, ingen af os kender, før vi når frem’.“

Selv om skribenterne, som udgøres af primært forskere, men også en lille håndfuld erfaringsramte danskere, har mange forskelligartede og ofte ret personlige tilgange til død og sorg, er bogen alligevel som helhed et interessant og værdifuldt opgør med det 20.århundredes sorgmodel. Heri bliver sorg opdelt i faserne: Chok-, reaktions-, bearbejdnings- og nyorienteringsfasen, hvor filosofien er, at mennesket i sorg skal igennem faserne for at komme videre og målet, at den efterladte ved netop at komme gennem sorgens faser kan løsrive sig fra den afdøde. En sorgmodel, der ifølge forskerne er udbredt blandt professionelle og lægmænd, og som afspejles i hverdagslivet i form af kendte klichéer som: „Du skal nok komme over det“, „du skal nok komme videre“, „det skal vi ikke rippe op i“ og „nu skal vi ikke dyrke sorgen“. Men at tænke og sige sådan om sorg er forkert, og vi kommer til at svigte de sørgende på ofte skadelig vis, mener forskerne:

”Sorg forløber forskelligt fra menneske til menneske. Sorg har ikke en "udløbsdato" og fortsætter med forskellig intensitet resten af den efterladtes liv,” lyder kritikken, hvis tankesæt blandt andet forklares således:

”Sorg forløber i „to spor“ – både som en indre proces: I den efterladtes tanker og følelser og som en ydre proces, med livets helt konkrete opgaver og i det fællesskab, den efterladte indgår i. I denne nye måde at forstå sorg på bevæger sorg sig som en konstant vekselvirkning mellem to spor. Heraf navnet Tosporsmodellen,“, fortæller forskerne, som beskriver Tosporsmodellen som ’en revolutionerende forandring af vores forståelse af sorg’.

"Giv sorgen ord", der rummer et fascinerende tværfagligt perspektiv på dansk forskning og viden om sorg samt den måde, som danskere opfatter og praktiserer sorgen på i hverdagslivet, er redigeret af Michael Hviid Jacobsen, professor i sociologi, Aalborg Universitet, psykolog og seniorforsker Mai-Britt Guldin ved Aarhus Universitet og hospitalspræst på Rigshospitalet, Christian Juul Busch. Og som samlet værk lever "Giv sorgen ord" til fulde op til at være en antologi og ikke blot en samling tematiserede tekster. På fornemmeste vis giver den via sit udvalg af bidragsydere læseren adgang til netop disse års idégrundlag for en lang stribe forskeres arbejde med nye måder at anskue tab og sorg på - uanset om det handler om for eksempel gammel uforløst sorg, ny akut sorg, sorg efter pårørendes selvmord, forældres tab af syge børn, børns tab af forældre, egen for tidlig død på grund af livstruende sygdom, forældres død eller tab af ægtefæller.

Ifølge bogens forlag, Munksgaard, henvender antologien sig til sundhedsfaglige og frivillige, der arbejder med netværk for efterlevende. Men det er en uretfærdig begrænsning, for bogen er ligeså nødvendig, nytænkende og brugbar for alle os andre dødelige, hvorfor den også fuldt har fortjent sine fem stjerner.

Giv sorgen ord, redigeret af Michael Hviid Jacobsen, professor i sociologi, Aalborg Universitet, psykolog og seniorforsker, Mai-Britt Guldin ved Aarhus Universitet og hospitalspræst på Rigshospitalet Christian Juul Busch, er udkommet på Munksgaards forlag og koster 295 kroner.