Kristian Lunds blog
VORE MEDIER: Medicinsk Tidsskrift | Onkologisk Tidsskrift | Hæmatologisk Tidsskrift | Sundhedspolitisk Tidsskrift | MS Tidsskrift | Propatienter
| | | | |
 

Mød dine patienter med Kierkegaard, Sokrates og Olsen Banden

Professor emeritus ved Aalborg Universitet Niels Bentzen har for nylig skrevet det, han kalder sit ’pædagogiske testamente, hvor han taler for at praktiserende læger med fordel kan have Kierkegaard, Sokrates og Olsen Banden med sig, når de skal hjælpe deres patienter.

"Ved at gøre brug af Kierkegaard, Sokrates og Olsen Banden i min undervisning og i min tilgang til patienterne har jeg følt mig tryg i min lægerolle. De er mine redskaber til at sikre, at jeg møder mine patienter lige dér, hvor de er. Jeg vil opfordre alle mine nye, unge kollegaer til at gøre det samme," siger Niels Bentzen.

Professorens pædagogik udviklede han tilbage i 1973, da han blev leder af den Teoretiske Videreuddannelse i Almen Medicin i Odense. Pædagogikken var en reaktion mod tidligere tiders undervisning, hvor speciallæger instruerede kommende praktiserende læger i faget almen medicin. Det nye undervisningsparadigme – med Niels Bentzen i front – havde fokus på dialog og oplevelse.

Patienternes historie

"Kierkegaard mener, at vi – hvis vi vil hjælpe andre – skal møde dem dér, hvor de er. Som læge skal jeg forstå det, mine patienter forstår, før jeg kan hjælpe dem. Et ømt knæ er f.eks. ikke bare et ømt knæ. Knæet sidder på en person, hvis kontekst jeg må forstå, for at kunne hjælpe bedst mulig. Der er forskel på et ømt knæ hos en fodboldspiller, der lever af at kunne bruge sine ben, og et ømt knæ hos en kontorassistent, der sidder ned det meste af sin arbejdsdag," forklarer Niels Bentzen.

Hvor Kierkegaard repræsenterer et menneskesyn, er Sokrates redskabet til at facilitere den hjælp, patienten har brug for. En sokratisk dialog er en proces, hvorigennem patienten og lægen i fællesskab arbejder sig frem til en dybere forståelse af patientens problematik. Det sker ved, at lægen stiller åbne spørgsmål.

"Jeg plejer f.eks. at spørge: Fortæl mig, hvordan det påvirker din hverdag at have ondt i knæet? Jeg stiller åbne spørgsmål, der gør det muligt for patienten at fortælle sin historie. Jeg er ydmyg over for patientens virkelighed, og prøver at undgå forhastede konklusioner ud fra lukkede spørgsmål, som patienten kun kan svare ’ja’ eller ’nej’ til," siger Niels Bentzen.

Egon har en plan

Det sidste led i Niels Bentzens pædagogiske tretrinsraket er Olsen Banden. Egon Olsen har altid en plan. Det skal den praktiserende læge også have. Patienterne opsøger deres læge, fordi de er usikre eller bange. Den usikkerhed og frygt tackles bedst ved at sende et signal til patienterne om, at lægen har en plan for, hvordan de skal komme videre. Det giver dem tryghed og oplevelsen af at være i kompetente hænder, forklarer Niels Bentzen.

"Mange patienter med komplicerede sygehistorier sendes fra specialist til specialist. Jeg oplever, at de bliver frustrerede over at det hele virker så planløst – specialisten ser ikke tingene i en større sammenhæng. Som praksislæger skal vi rumme det hele menneske. For mig indebærer det, at vi indvier patienterne i den plan, vi lægger for den videre udredning eller behandling."

I tilknytning hertil arbejder Niels Bentzen med det, han kalder for 180-grads-reglen. Reglen dækker over det at anlægge et nyt syn på et ’gammelt’ problem – at se problemet fra en ny vinkel og undersøge, om der ikke er en anden vej’, end den patienten har betrådt flere gange, og som ikke har båret frugt. Har patienten f.eks. allerede fået lavet en MR-skanninger af sit ømme knæ, er endnu en skanning næppe indiceret.

"I sådanne tilfælde tvinger jeg mig selv til at tænke nyt og lede efter muligheder, der endnu ikke er undersøgt. Jeg ser, hvad der hidtil er gjort, og så kigger jeg i den modsatte retning for at se, om der er nye muligheder. Heraf navnet ’180-graders-reglen," siger Niels Bentzen.

Patienten har aben

Når Niels Bentzen underviser, gør han meget ud af at understrege, at patienterne skal inddrages og gøres til aktører i planen. Det kan f.eks. ske ved at give dem en opgave for til næste gang de kommer i konsultationen, lyder opfordringen fra professoren.

"Når konsultationen er ved at ende, skal patienten have ’aben’ retur. Den skal de tage med hjem for at blive klogere på, hvad deres problem er, og hvordan det kan mindskes. For en migræne-patient kan det indebære at skrive ned, f.eks. hvornår anfaldene kommer, og hvad der kan have udløst dem. Hjemmeopgaverne skaber nye erkendelser, og giver patienten en følelse af at være med til at ændre på situationen – blive bedre til at mestre livet."

For Niels Bentzen har Kierkegaard, Sokrates og Olsen Banden gjort en verden til forskel for hans arbejdsliv, og de menneskelige indsigter og møder pædagogikken har bragt med sig, har holdt hans begejstring for faget i live. Desværre, konstaterer professoren, er den patientcentrerede tilgang aktuelt ’under beskydningen’. Lægemanglen i almen praksis betyder, at patientkontakten til stadighed spredes ud på flere behandlere, som det f.eks. sker i klinikker med få faste læger, flere sygeplejersker og lægevikarer på deltid, lyder det.

"Lægens møde med patienten begrænses til mere komplicerede problemer. Lægen ser ikke patienten, når det drejer sig om ’banaliteter’ såsom fodvorter og kørekort. De problemer tager andre sig af. I min optik ændrer det fundamentalt ved almen medicin, som bliver mindre humanistisk og mere ambulatorieagtigt," siger Niels Bentzen.

Udover at få flere veluddannede almen medicinere ud i praksis har Niels Bentzen ikke et bud på, hvordan problemet løses. Men han vurderer, at ’Kierkegaard, Sokrates og Olsen banden’ kan hjælpe lægerne til gøre en god indsats, så kronikere, socialt- og helbredsmæssigt udfordrede familier, fortsat oplever, at de har en personlig læge, der er glad for at hjælpe dem.