Kristian Lunds blog
VORE MEDIER: Medicinsk Tidsskrift | Onkologisk Tidsskrift | Hæmatologisk Tidsskrift | Sundhedspolitisk Tidsskrift | MS Tidsskrift | Propatienter
| | | | |
 


Ny bog: Vi skal alle lære at pleje og hjælpe døende

BØGER: At yde førstehjælp er en borgerpligt, og de samme regler bør gælde for sidstehjælp til døende pårørende, venner og naboer, skriver fire danske eksperter i palliation i ny bog.

Tilgangen i bogen er noget missionerende og ukritisk, men bogen giver en række både praktiske og følelsesmæssige råd til, hvordan vi kan blive bedre til at give omsorg ved livets afslutning. 

Når en af vore nærmeste, venner eller naboer skal dø, bør vi føle os forpligtet til at hjælpe efter bedste evne på samme måde som, vi gerne udøver førstehjælp, hvis nogen er i akut nød. Men da vi har pakket døden og de døende væk, er vi ikke særlig gode til at udøve sidstehjælp, hvorfor vi alle er nødt til at tage en tur på skolebænken og lære det.

Sådan lyder nogenlunde det overordnede budskab i en ny bog,’ Sidstehjælp - omsorg ved livets afslutning’ skrevet af fire danske palliationseksperter, der på hver deres måde arbejder med at hjælpe dødende og pårørende i Sønderjylland nemlig Georg Bollig, dr. med, specialeansvarlig overlæge i Det pallitative Team Sygehus Sønderjylland i Sønderborg  og Hospice i Sønderjylland i Haderslev, Ingeborg Kastberg, præst på Hospice Sønderjylland, Haderslev og i Det Palliative Team i Region Syd, Sygehus Sønderjylland, Sigrun Frank, socialrådgiver i Det Palliative Team Sygehus Sønderjylland, Sønderborg og Kirsten Helene Bachmann, sygeplejerske i Det Palliative Team også på Sygehus Sønderjylland

”Det er kun få af os, som i løbet af vores liv kommer i en situation, hvor vi skal genoplive et andet menneske. Til gengæld vil de fleste mennesker opleve, at nære familiemedlemmer, venner og kolleger dør. Det er derfor lige så vigtigt, at alle mennesker lærer sidstehjælp, som at de er i stand til at yde førstehjælp,” erklærer forfatterne, som i bogen forsøger at formidle deres samlede erfaringer om omsorg ved livets afslutning.

”Førstehjælp og sidstehjælp er ikke modsætninger, men to sider af samme sag, nemlig levet og praktiseret medmenneskelighed, omsorg og næstekærlighed,” skriver forfatterne, som mener, at vi ikke blot bør, men også alle sammen kan lære at praktisere disse værdier overfor døende. For eksempel ved at gå på et af de kursus i Sidstehjælp, som i disse år er ved at opstå i Danmark og en række andre europæiske lande som Tyskland, Østrig, Schweiz, Slovenien, Skotland og Norge. Kurserne holdes på hospicer og sygehuse, men også i sognehuse, på aftenskoler, i folkelige foreninger og andre steder, som er egnede til et kursus bestående af fire gange 45 minutters undervisning i blandt andet dødsprocesser, symptomlindring og afsked.

Af bogen fremgår, at alle medforfattere er certificerede instruktører for sidstehjælpskurserne, hvis fundament oprindeligt er skabt af den ene af de fire, nemlig overlæge Georg Bolling tilbage i 2008. Kurserne forbereder deltagerne i at kunne støtte andre i den sidste, ofte svære tid og organiseres af forskellige foreninger og organisationer, som ønsker at styrke den palliative indsats rundt omkring i verden. Kursuslederne er personer med erfaring indenfor det palliative område og kan for eksempel være sygeplejersker, læger, socialrådgivere, fysioterapeuter, psykologer, præster, bedemænd og frivillige hjælpere. Målet er at nå flest mulig borgere.

”I vores definition omfatter begrebet „sidstehjælp“ al den hjælp og støtte, som alvorlig syge og døende mennesker har behov for, herunder omsorg ved livets afslutning. Sidstehjælp er aktiv livshjælp i den sidste levetid, men ikke hjælp til at tage sit eget liv. Meningen med sidstehjælp er at leve livet, helt til det slutter, med så god livskvalitet som muligt og så længe, det varer. Hvis alle mennesker uddannes både i førstehjælp og i sidstehjælp, vil det bidrage til et mere humant samfund, som er værd at leve i, og hvor man kan dø under god omsorg,” skriver de fire, der kalder det for ’ et helt almindeligt menneskeligt træk at hjælpe andre mennesker, som har behov for hjælp’.

Idéen om at holde sidstehjælpskurser, for at informere befolkningen om omsorg ved livets afslutning og begrebet sidstehjælp, er tankevækkende og sympatisk. Ikke mindst i lyset af at de fleste danskere ønsker at dø hjemme, men sjældent får muligheden. Ifølge danske undersøgelser ønsker nemlig 55 procent at dø i eget hjem, men alligevel går dette ønske kun i opfyldelse for hver femte.

At så mange ender med at dø på hospitalet er formentligt, fordi mange af os slet ikke tør tage ansvaret. Hverken for den døendes skyld eller for vores egen. De fleste føler givetvis, at de mangler de helt grundlæggende kompetencerne til at udøve en god psykisk og fysisk pleje og hjælp.

Forfatterne fastslår, at døden er blevet et tabu, som vi har svært ved at konfrontere os med. En medvirkende forklaring på at mange da også vil gøre alt, hvad de kan for at undgå at skulle stå mere eller mindre alene om at pleje en døende og måske ligefrem stærkt lidende pårørende.

Og forfatterne har givetvist ret i at deltagelse i et sidstehjælpskursus formentligt vil kunne mindske nogle pårørendes angst både for døden og for ikke at slå til og således hjælpe flere til at være mere tilstede ved at fremme viden om døden og omsorg i den sidste tid - uanset om det foregår i den døendes eget hjem, på plejehjem eller i beskyttet bolig fremfor på hospitalet.

Men forfatterne er deres viden og erfaringer ufortalte på en mission i en grad, så bogen nogle gange opleves som decideret propaganderende og urealistisk positiv omkring alvorligt syges dødsprocesser og pårørendes roller i den forbindelse. Blandt andet forekommer forfatternes tillid til, at de professionelle, offentlige støttepersoner i form af for eksempel palliative læger og sygeplejersker og hjemmeplejen vil kunne træde til med den muligvis påkrævede akutte medicinske hjælp, hvis den døende får uopsættelige medicinske behov - på grund af for eksempel smerter, vejrbetrækningsbesvær, angst og psykoser - noget rosenrød og ukritisk. Ikke mindst i lyset af, hvor hårdt pressede landets palliative teams rent faktisk er. Uden reel mulighed for denne form for akut assistance vil en hjemmedød kunne blive mere barsk og traumatiserende, end godt er. Både for den døende og for de afmægtige pårørende - kursus eller ej i Sidstehjælp.

At et stigende antal af gamle, demente, meget syge og døende formentligt vil betyde, at terminale patienter i fremtiden vil få sværere ved at få lov at dø på hospitalerne, og vi derfor bliver tvunget til selv i højere grad at tage af os af vores døende, er et realistisk fremtidsscenarie, som betyder, at der er gode grunde til, at vi som samfund i højere grad aftabuiserer døden samt får udbredt mere viden om, hvordan vi plejer og bistår syge og deres pårørende i tiden omkring døden. Og mon ikke økonomisk pressede regionsledelser vil favne og velkomme bogens tanker om involvering af alle borgere i sidstehjælp, eftersom døende ofte er omkostningstunge patienter i et ressourceknapt hospitalsvæsen?

Men uanset de økonomiske perspektiver og den noget missionerende ukritiske tilgang, så giver Sidstehjælp - omsorg ved livets afslutning en række både praktiske og følelsesmæssige råd til, hvordan vi kan blive bedre til at løfte opgaven, som selv forfatterne dog indrømmer kan være tung: 

”Det er en balancegang at være hos en døende. Selvom man føler, at man ikke gør andet end at sidde stille, er det psykisk hårdt arbejde. Det kræver pauser, frisk luft, gåture, hvile og søvn, mad og drikke og af og til adspredelse. Der er forskel på, hvor meget man som nært familiemedlem eller ven kan holde til,” lyder det i bogen, som er skrevet til såvel sundhedspersoner som til pårørende.

 

  • Sidstehjælp - omsorg ved livets afslutning
  • Munksgaards forlag
  • Pris: 114 kr.