Kristian Lunds blog
VORE MEDIER: Medicinsk Tidsskrift | Onkologisk Tidsskrift | Hæmatologisk Tidsskrift | Sundhedspolitisk Tidsskrift | MS Tidsskrift | Propatienter
| | | | |
 
Branding Celgene


I ethvert liv er der kun to dage med færre end 24 timer

BØGER: Døden er er ikke frygtelig i sig selv og at tale om den er ikke ubærligt trist, for det dyrbare liv værdsættes bedst i bevidstheden om, at vi alle skal gå den i møde, mener speciallæge i palliation gennem 40 år.

”Det er tid til at tale om, hvordan vi dør. Efter at have oplevet døden tusindvis af gange er jeg kommet frem til, at der for det meste kun er lidt at frygte og meget at forberede sig på. Desværre møder jeg jævnligt patienter og familier, der tror det at gå døden i møde er frygteligt eller uhyggeligt,” skriver den britiske palliationslæge, Kathryn Mannix, i sin tankevækkende bog ’At gå døden i møde’, som består af 33 fortællinger om hendes arbejde gennem de seneste fire årtier med døende patienter og deres pårørende. Mannix har arbejdet med fremskredne uhelbredelige sygdomme inden for kræftbehandling og palliativ pleje både på hospice, hospitaler og hjemme hos patienterne.

Fortællingerne, som er baserede på virkelige hændelser, lader læseren opleve, hvad der sker, når folk nærmer sig slutningen af deres liv; hvordan de klarer det; hvordan de lever; hvad der betyder mest; hvordan dødsprocessen er; hvordan det at dø udfolder og udvikler sig samt de mange forskellige måder, som mennesker reagerer på, når de er i gang med at tabe det liv for hvilket, døden er en uomgængelig konsekvens.

”Netop det faktum at dagene, der går, er en nedtælling, gør hver dag til en gave. I ethvert liv er der kun to dage med færre end 24 timer, og de står som bogstøtter i hver ende af livet: Den ene fejres hvert år, selvom det er den anden, der får os til at opfatte livet som noget dyrebart, og det kan måske bedst værdsættes, når vi lever med bevidstheden om, at vi alle skal gå døden i møde, erklærer Mannix. Hendes bog er også beretningen om hendes egen udvikling fra at være en skræmt medicinstuderende til at blive en erfaren, moden og dybt engageret speciallæge optaget af kunsten at udøve fysisk og psykisk pleje af dødeligt syge patienter.

Men fortællingerne handler altså således ikke kun om hendes patienters død. De handler ligeså meget om, hvordan hun gennem sin mangeårig faglighed selv hjælper patienter og pårørende til at gøre de sværeste stunder til de gode oplevelser, som patienter og pårørende ikke forventer, at de kan blive. For netop det moderne menneskes forventninger til døden spænder alt for ofte ben for patienternes afsked med livet og for de pårørendes farvel til den døende ifølge Kathryn Mannix:  

”Når folk ikke ved, hvad de skal forvente, bliver det i stedet indirekte oplevelser, der spiller ind: Tv, film, romaner, sociale medier og nyheder. Disse på en gang sensationsprægede og banaliserede versioner af døden og af det at dø har erstattet, hvad der engang var helt almindelige oplevelser for enhver; at observere mennesker omkring sig dø, at opleve døden så ofte, at man kunne genkende dens struktur, at vænne sig til, hvordan man kan leve godt med de begrænsninger, den aftagende livskraft sætter og ligefrem udvikle en form for fortrolighed med det, der sker ved et dødsleje, skriver hun. Hun fastslår, at vi ved erfaringstabet således også har mistet det ordforråd og de forskrifter, der var en stor hjælp i tidligere tider, hvor der var en erkendelse af dødens uundgåelighed. 

’At gå døden i møde’ indeholder også et befriende opgør mod opfattelsen af sygdom som en kamp, som man har tabt, hvis man ikke helbredes, men i stedet dør:  

 ”Sygdom er blevet til en ‘kamp’, og syge mennesker, behandlinger og udfald bliver beskrevet med krigsmetaforer. Ligegyldigt om et liv var levet godt, om et individ var tilfreds med sine bedrifter og med sit livs sum af betydningsfulde oplevelser: Når livet slutter, vil det blive beskrevet som, at de har ‘tabt kampen’, frem for at de ganske enkelt døde,” lyder nogle af protesterne fra forfatteren, som i den grad opfordrer os til at genvinde forståelsen for dødens processer og idet hele taget samtalen om døden, så forstillelser og velmente løgne ikke kommer imellem os, så meget dyrebar tid går til spilde.

Mannix´ patientberetninger beskriver i det hele taget rørende og bevægende skæbnefortællinger, som man skal have et hjerte af sten for ikke at blive dybt berørt af. Uanset om det er helt unge eller meget gamle menneskers dødsforløb, hun fortæller om. Men hun skriver tydeligvist ikke kun for at bevæge. Hun skriver mes for at gøre os klogere - uanset om vi er ansatte i sundhedsvæsnet eller ej. Og for at give os viden, stof til eftertanke og redskaber til at kunne få det bedste ud af, at døden er uundgåelig, og at vi således bliver en del af den, og at langt de fleste af os også bliver en del af andres død, hvis vi da ikke allerede har været det.   

 ”At observere døende er ligesom at observere fødsler; begge dele er forløb med genkendelige stadier og ændringer undervejs, der bevæger sig mod det forudsigelige udfald,” erklærer Kathryn Mannix, for hvem det rent faktisk lykkes at i hvert fald fremstille dødsprocessens sidste timer, så den forekommer mindre skræmmende ved bogens slutning end dens start. Især dog nok hvis man ellers kunne have lov at have hende ved sin side. Det er så desværre i sagens natur kun de færreste forundt, men i stedet kan bogen givetvis være en stor hjælp for mange af os til mere værdifulde og mindre traumatiske farvel.

 

  • At gå døden i møde
  • Kathryn Mannix
  • Forlaget Don Max
  • 274 kroner