Kristian Lunds blog
VORE MEDIER: Medicinsk Tidsskrift | Onkologisk Tidsskrift | Hæmatologisk Tidsskrift | Sundhedspolitisk Tidsskrift | MS Tidsskrift | Propatienter
| | | | |
 
Branding Celgene


At svømme med elefanter er en provokerende bog for rationelle læsere

BØGER: Hun havde fuld gang i lægekarrieren, stort dyrt hus, kærlig ægtemand og fire børn. Alt kørte på skinner, indtil lægearbejdet pludselig føltes som et fængsel. Nu er Sarah Seidelmann healende shaman. Og for et nøgternt vestligt opdraget menneske kan det være en bizar og provokerende oplevelse at læse om.

Efter et ophold som ung læge på en onkologisk afdeling med døende patienter besluttede læge Sarah Bamford Seidelmann, sig for, at hun ikke var godt nok uddannet til at tage sig af lidende patienter og valgte omgang med patienter fra til fordel for patologien som speciale. Patologer beskæftiger sig med vævsprøver og møder ikke levende patienter. 

”Ved at vælge patologi forpligtede jeg mig til at mestre noget konkret og snød mig fra de mest smertefulde og forvirrende sider ved lægegerningen – nemlig at forholde mig til patienternes følelsesmæssige og spirituelle behov,” skriver hun.

Og Sarah Bamford Seidelmann, der kommer ud af en lang slægt af hårdtarbejdende læger, befandt sig da også godt i sit fag i næsten 20 år. Men som årene gik, forvandledes begejstring for sit fag sig til tvivl, stress og utilfredshed hos den ellers erfarne læge, som ikke var til hverken new age, religion eller terapi som løsningsmodel.

”Min lidenskab havde flyttet sig fra at opdage, hvad der forårsager sygdom, til at opdage, hvad der skaber sundhed. Jeg begyndte efterhånden at forstå, at hele vores lægevidenskabelige system havde fokus på, hvad der var galt, i stedet for på, hvad der kunne være rigtigt. Jeg længtes efter at arbejde fra et sted længere oppe ad floden for at se, hvor meget sygdom vi kunne undgå eller udskyde i årtier. Samtidig med, at jeg erkendte, at allopatisk medicin helt klart stadigvæk var nødvendig, begyndte jeg at få en mistanke om, at det også var nødvendigt at pleje og nære ånden,” forklarer hun om baggrunden for det, der er bogens tema, nemlig hendes lange rejse fra læge i den naturvidenskabelige verden til et liv som shaman og åndelig vejleder for syge og lidende mennesker.

Efter at være blevet træt af det hele, træt af at være en dårlig mor og træt af at være en sur hustru til sin også fortravlede lægehusbond tager hun tre måneders orlov fra det hospital, som hun aldrig vender tilbage til efter først at have fået smag for frihed og shamanisme.

’At svømme med elefanter’ er en udviklingsberetning om en læge, mor og hustrus forvandling, der efter at have danset på sorte sten i Peru, fået kastet ben for sig af en shaman i Sydafrika, været på pilgrimsrejse i Indien samt gennemgået kurser og sessioner for shamanske healere i USA og i andre lande, endelig finder sin egen måde til at hjælpe de hårdest ramte patienter og deres pårørende. Noget, hun har ønsket sig fra, at hun som barn var med sin far på patientbesøg.

Men selv om Sarah Bamford Seidelmanns intentioner med sin søgning mod shamanisme er at hjælpe syge mennesker er forståelig og aldeles sympatisk, og selv om hun erklærer, at hendes sidste ønske var at blive en ’totemforfalsker i new age-verdenen”, så er det alligevel en indimellem bizar og provokerende oplevelse for et nøgternt vestligt opdraget menneske at læse om hendes møde med for eksempel ånder i underverden eller betydningen af at kende sit totem-dyr – ’et dyr der har vejledt en og våget over én hele livet’:

”Når man lytter til de budskaber, ens særlige totemdyr har til en, og lever sit liv på en måde, der (billedligt talt og undertiden bogstaveligt) ærer det, er det gavnligt for hele ens liv. Dyrets ånd styrker og beskytter en på ens vej,” forklarer hun med samme nøgternhed, som hun lægger for dagen, når hun fortæller om patologiens medicinske finesser.

Og helt rundtosset kan man som læser også blive, når hun fremlægger tankesættet bag shermaners arbejde som åndelige vejledere. For er det hende, der er kugleskør? Eller er det én selv, som bare er et spirituelt totalt fattigt menneske, når man har svært ved at tro på eksistensen af en helt konkret eksisterende underverden, som hun forklarer således:

”Dette sted, som i mange shamanistiske kulturer regnes for en jordisk verden fyldt med kærlige og medfølende ånder, får man typisk adgang til via en tunnel ned gennem jorden. Der er tre „verdener“, som shamaner over hele jorden anerkender. Over- og underverdenen er steder, hvor man kan søge kærlige og medfølende ånder. Oververdenens ånder optræder ofte i menneskelig skikkelse, mens dem i underverdenen ofte optræder i dyreskikkelser. Mellemverdenen, der omfatter jorden, himlen, solen, månen og stjernerne – i alt væsentligt universet – rummer en blandet forsamling af ånder, hvoraf nogle lider og ikke er kærlige og medfølende.”

Om shamanerne, som tager på sjælerejse sammen med åndehjælperen for at bringe hjælp, kraft eller sjæledele med tilbage til denne verden, skriver hun:

”De vise mænd og kvinder, der kaldes shamaner, og som bevidst rejser op og ned for at kommunikere med ånderne, fungerer som kanal for ånderne og muliggør healing og overførsel af information som en hjælp til sig selv og deres samfund. De kan tale med den springende leopard, musen, træerne; de samarbejder med hver eneste ånd. Ånderne er virkelige. Disse andre virkeligheder, jeg udforskede, var lige så virkelige som denne jordiske virkelighed.”

Lidt nemmere er det dog at forstå shamanismens sygdomsforståelse. Opfattelser som en del freudianere på sæt og vis nok godt ville skrive under på i bare lidt omskrevet form, og som hun forklarer således:

”Vi undfanges som hele og med sjælen intakt. Men i løbet af livet kan visse situationer, traumer, møder eller oplevelser få dele af sjælen til at forlade os for at undgå en smertefuld oplevelse. Men uden disse dele af vores sjæl er vi ikke helt os selv og kan ikke realisere os selv. Udøvere af shamanisme ved, hvordan de skal finde frem til de tabte sjæledele og spørge dem, om de er villige til at vende tilbage. Når vi får sjæledelene igen, vender mere af vores livskraft tilbage. Ifølge mange af de ældre shamaner er sjæletab en af de mest udbredte årsager til sygdom på jorden. Uanset hvordan sjæledelene er gået tabt, kan udøvere af shamanisme bringe dem tilbage med bistand fra deres hjælpeånder. Det er derfor, healingarbejdet er så vigtigt”.

Undervejs i bogen møder læseren også mennesker, som hun har hjulpet. Lige fra blandt andre hendes depressive søster til en døende kvinde og hendes familie og en mand med mange års invaliderende hoftesmerter. Alle bliver de raske eller lindret ved, at Sarah Bamford Seidelmann får kaldt deres sjæledele hjem ved hjælp af ånder.

Hvis man har den mindste interesse for shamaner og ånder er ’At svømme med elefante’r en meget faktuel og ganske underholdende indføring i denne forunderlige shamanverden, som har eksisteret i årtusinder. Tilhører man de mere skeptiske, er bogen en aldeles velskrevet skildring af, hvordan en ellers tilsyneladende intelligent og dygtig læge kan bevæge sig uendeligt langt væk fra den etablerede medicinske verden for ved hjælp af helt andre metoder at udføre netop samme opgave: At forsøge at helbrede og lindre sine patienter.  Og derfor sniger den sig trods alle ’tosserierne’ alligevel op på 4 stjerner. Og hvem ved, måske er der mere mellem himmel og jord?

  • At svømme med delfiner
  • Sarah Bamford Seidelmann
  • Borgens forlag
  • 239 kroner