Kristian Lunds blog
VORE MEDIER: Medicinsk Tidsskrift | Onkologisk Tidsskrift | Hæmatologisk Tidsskrift | Sundhedspolitisk Tidsskrift | MS Tidsskrift | Propatienter
| | | | |
 
Branding Celgene


Blændende godt fortalt bog om at give livet fuld skrue

BØGER: Internationalt berømmet romanforfatter sætter i usædvanlig og blændende god fortalt selvbiografi spotlight på sundhedsvæsnets faglige, men især også kulturelle styrker og svagheder efter at hun selv har haft 17 nærdødsoplevelser, en stribe hospitalsindlæggelser og lige nu har et dramatisk liv med et livstruende sygt barn.

"I Am, I Am, I Am – Seventeen brushes with Death" er den britiske, prisbelønnede og kritikkerroste romanforfatter Maggie O'Farrell's gribende og begavede erindringsbog om de 17 gange, hvor hun har været tæt på at dø, og om hvordan disse nærdødsoplevelser på afgørende vis har formet hendes liv.

Bogen har toppet de store britiske avisers top-ti-lister over bedste bøger – heriblandt for eksempel Sunday Times, The Guardian, The times, Irish Times, Observer og The Telegraph.

Hvert af bogens 17 essayagtige kapitler bærer en overskrift, som svarer til den del af kroppen - for eksempel lunger, kranie, tarme, åndedræt – der denne gang er i den største fare. Og i livsfare har hun da også befundet sig i størstedelen af sit 46 år lange liv fra barn til voksen. For eksempel da hun som 18-årig i 1990 bliver passet op af en mystisk truende mand udenfor lands lov og ret, som begynder at tale med hende, og som dernæst lægger remmen fra sin kikkert rundt om hendes hals. Det lykkes hende at vride sig løs, og hun melder ham til politiet, som ikke tror på hende. Men få dage efter opsøges hun af den samme politistation. Manden har med en kikkertremmen stranguleret en 22-årig pige til døde i det samme område. Og sådan fortsætter kapitlerne slag i slag.

Nogle af O’Farrels nærdødsoplevelser er ganske vist mere hårrejsende end andre, og ikke alle fører til hospitalsindlæggelser, eftersom hun kan ordne skrammerne på egen hånd. For eksempel da hun 16-årig må genoplives efter at være druknet i en havn, da hun i Chile bliver overfaldet af en tyv, som tilbageholder hende ved hjælp af en machete mod halsen, eller da hun efter en flyvetur til Hong Kong er en af de få passagerer, som ikke efterfølgende indlægges på hospital på grund af de skader, som passagerer og mandskab pådrog sig, da flyet pludseligt ud af det blå mistede højde og var tæt på at styrte.

Men da forfatteren som 8-årig får en alvorligt invaliderende hjernehindebetændelse, som efterlader hende lam i flere år, da hun får en særlig slem og for sent behandlet tyfus i Kina eller som voksen er ved at dø under fødslen af sit første barn, og senere gennemgår flere sene spontane aborter, er det hver gang læger og hospitaler, som redder hende i sidste øjeblik. Det samme gælder for hendes i dag 8-årige datter, der på grund af en medfødt immunsygdom mellem 10 og 15 gange om året på dramatisk vis får udløst allergiske reaktioner, som enten allerede er, eller som lynhurtigt kan udvikle sig til et akut livstruende anafylaktiske shock.

O’Farrell er en blændende fortæller og stilist. Men hendes styrke ligger også nok så meget i at kunne identificere og udtrykke de vigtigste kerner i situationer, relationer og følelser på en måde, som åbner for forståelse og klarhed. Evner som hun her ikke mindst udfolder i sine drypvise, men også i bogen gennemgående beskrivelser af, hvordan det kan være unødigt svært og nogle gange farligt at være patient, når for eksempel egocentrerede læger ikke godtager tidligere kollegers ellers kompetente arbejde, når læger ikke anerkender og lytter til deres patienter eller ganske enkelt helt ignorerer eller afviser symptomer. Og hvor smertefuldt og skræmmende det opleves, når plejepersonaler taler højlydt om én selv til andre patienter og, at man således kan få at høre, at forventningerne blandt personalet er, at man givetvis dør, fortælles også, så det griber en om hjertet.

Men på samme måde, som hun med laseragtig præcision dissekerer sundhedsvæsnets svagheder, beskriver hun også med tilsvarende analytisk skarphed, hvor trygt og sundhedsfremmende det er, når man som patient eller pårørende føler sig taget hånd om samt set i sin afmægtighed, angst, sorg og smerter.  

Maggie O’Farrell har tydeligvist ikke haft intentioner om at bruge sine imponerende sproglige talenter til kun at beskrive et rædselskabinet af dramatiske nærdødsoplevelser og alt for hyppige møder med sundhedsvæsnet på godt og ondt. Og heller ikke til blot at vise, at livet kan være ligeså dramatisk, som den fiktion, som hun i kraft af sine syv forgående romaner er en så anerkendt udøver af. "I am I am I am" er i stedet ment som en livsbekræftende påmindelse om, at vi alle momentvis kan være sekunder eller millimetre fra at miste det kostbare og sårbare liv, som hun opfordrer til, at man derfor lever fuldt ud - i modighed, uden selvmedlidenhed og med stor personlig værdighed. Og eftersom katastroferne lurer overalt, kan man ligeså godt give det skønne, vilde og mærkelige liv fuld skrue og døden fuck-fingeren. Også selv om man er så syg og skrøbelig, som hendes datter er. O’Farell skriver, at hun har lavet bogen til datteren, så hun kan lære, at livet kan og bør leves på trods og i kraft af, at vi alle lever under grundvilkåret, at vi har døden i hælene, for som Maggie O’Farrell skriver:

” Jeg ved alt for godt, hvor fin membranen er, som adskiller os fra den, og hvor nemt det kan ske, at membranen perforeres”.

 

Maggie O'Farrell: "I am I am I am". Bogen kan købes hos Saxo.dk for mellem 139,95 og 179,95 kroner.