Kristian Lunds blog
VORE MEDIER: Medicinsk Tidsskrift | Onkologisk Tidsskrift | Hæmatologisk Tidsskrift | Sundhedspolitisk Tidsskrift | MS Tidsskrift | Propatienter
| | | | |
 
Branding Celgene

De døde og dræbte gør retsmedicineren gladere for livet

BØGER: Detaljeringsgraden i bogen "De 7 dødssynder" er med til at give læseren et sjældent og interessant indblik i, hvad der egentlig helt konkret sker med de døde bag de ellers så lukkede retsmedicinske mure.

”Jeg har stået til halsen i død og elendighed. Set, hvor slemme vi kan være mod hinanden. Og når jeg så kommer hjem bagefter, bliver jeg mere glad for livet. Hvorfor? Fordi jeg er klar over, at vi alle har en udløbsdato."

Ordene tilhører professor og tidligere statsobducent Hans Petter Hougens, som i en ny bog diskuterer sit arbejde som retsmediciner med forhenværende politiinspektør og tidligere chef for Rigspolitiets Rejsehold, Bent Isager-Nielsen. Sammen og hver for sig har de gennem årtier efterforsket nogle af Danmarks mest spektakulære drabs- og mordsager og således set, når mennesker er allermest onde ved hinanden.

Isagers og Hougens samtaler har udgangspunkt i de syv dødssynder, hovmod, griskhed, begær, misundelse, fråseri, vrede og dovenskab om danske og udenlandske drabssager. Synder, som de er enige om, man skal lære at styre bedst muligt, eftersom de ligger bag mange af de drabelige hændelser, som de to efter 40 år i henholdsvis uniform og kittel har arbejdet med.

At mord og drab ikke er en del af dødssynderne, men en konsekvens af at forbryde sig mod en eller flere af dødssynderne, udgør en særlig pointe i dialogen, som er nedskrevet af journalisten Stine Bolther, som tidligere har udgivet bøger om ledende politichefer og efterforskere.

Samtalerne mellem de to erfarne, sympatiske og reflekterende mænd, den pensionerede politimand og den snart pensionsmodne læge, kommer vidt omkring. Også rundt omkring i deres egne livs alfarveje, hvor også deres egne personlige forsyndelser mod nogle af de syv dødssynder har haft priser, som de hver især har måttet betale. Blandt andet i form af skilsmisser, sammenbrud, vredesanfald, gråd og søvnløshed - samt i et vist omfang også fraværende forældreskaber.

For Hans Petter Hougens har det især været hans internationale menneskerettighedsarbejde som retsmediciner, der har været følelsesmæssigt udfordrende. Blandt andet da han var i Gaza i 2014 for den israelske menneskerettighedsorganisation for læger, Physicians for Human Rights-Israel, for at undersøge virkningen af israelernes bombardementer og isolering af Gaza:

”Mængden af døde og konteksten kan godt få mig ud af kurs. Da jeg arbejdede på Balkan, var det meget voldsomt, og det allerværste var, da jeg var i Gaza for et par år siden. Der havde jeg det meget, meget svært på vej hjem i flyveren. Der kom mange salte tårer ned ad mine kinder, dér knækkede filmen for mig,” siger Hougens, der trods mange års arbejde i krigszoner måtte have professionel hjælp, da han vendte tilbage til Danmark:

”Det var blevet for meget. Så jeg kontaktede krisepsykologen, og han sagde, at det var, fordi jeg havde oplevet så meget gennem så mange år,” forklarer Hougens, som også fortæller, at han ofte konfronteres med andre menneskers undren over jobbet:

”Mange spørger mig, om det ikke er forfærdeligt at skære i døde mennesker. Nej, det er et arbejde. Men når det er, som det var i Kosovo efter krigen, hvor der var døde mennesker alle vegne, og det hele var så voldsomt og overvældende, så må jeg sige, at det sætter tankerne i gang.”

Og faktisk mener Hans Petter Hougens og Bent Isager-Nielsen, at der udføres for få obduktioner i Danmark i kraft af, at det retslægelige ligsyn, som afgør, om der overhovedet obduceres eller ej, fra lægelig side foretages af embedslæger og ikke retsmedicinere, når det handler om afdøde uden for København. Konsekvensen er, at nogle ’perfekte’ drab aldrig opdages, vurderer de to i et af bogens skarpeste afsnit, hvor HP står for Hans Petter Hougens og B for Bent Isager- Nielsen:

HP: "Vi er mange, der mener, at der bliver foretaget for få retsmedicinske obduktioner her i landet, og vi er langt bagud i forhold til Finland, Sverige og Norge. Hvis den gamle kvinde dør i eget hjem, så kommer patientens egen læge blot ud og foretager et ligsyn. Så er politiet ikke på banen, og vi hører aldrig noget om det.”

”Embedslægers hovedinteresse er at føre tilsyn med sundhedsvæsnet og opspore og efterforske epidemier, f.eks. udbrud af smitsomme børnesygdomme eller meningitis. De har en utrolig vigtig funktion i samfundet.”

B: "Tror du så, Hans Petter, med din erfaring, at der glider enkelte kamuflerede drab igennem retslægelige ligsyn? Det er jo et spørgsmål, nogen af os i politiet af og til har drøftet."

HP: "Ja."

B: "Når der nu er retsmedicinske institutter i Aarhus og i Odense, hvorfor har man så ikke samme system som omkring København? Hvad er egentlig baggrunden for det?"

HP: "Det er lovgivningen, der foreskriver, at det er embedslægen, der foretager retslægeligt ligsyn sammen med politiet. I hele landet faktisk. Men i København er der blevet lavet en undtagelse fra dette for mange år siden."

B: "Men det er jo fra en tid, hvor man troede, at drab kun eller i hvert fald primært fandt sted i København?"

HP: "Ja, det er det."

B: "Mener du, at tiden nu er inde til at lave det om?"

HP: "Ja, det kan du sige. Der er bare også kræfter, som vil have lavet det om i København. Det handler om penge,” beklager Hans Petter Hougen.

Hougen og Isager- Nielsen lægger da heller ikke fingrene imellem, når de taler om de obduktioner, som har været hverdag for dem i årtier. Der fortælles om kliniske detaljer i så høj en grad, at det kan svært ikke at blive bekymret for, om potentielle drabsmænd ikke vil kunne lære mere end godt er. Men samtidig er det netop detaljeringsgraden, som er med til at give læseren et sjældent og interessant indblik i, hvad der egentlig helt konkret sker med de døde bag de ellers så lukkede retsmedicinske mure.

Retsmedicinere undersøger dog ikke kun afdøde, men også levende mennesker - for eksempel voldtægtsofre, mishandlede børn, voldtægtsmænd og andre formodede gerningsmænd, asylansøgere som skal aldersbestemmes og torturofre.

”Begge dele er interessante, så jeg har ikke nogen præferencer som sådan. Jeg har ikke noget imod levende, og jeg har heller ikke noget imod døde. De retsmedicinske udfordringer kan være lige så store ved levende undersøgelser som ved undersøgelser af døde,” erklærer Hougen, hvis dialog med Isager-Nielsen om, hvad ofre for andres forsyndelser mod de syv dødssynder kan blive udsat for af brutal fysisk og psykisk lemlæstelse, er hårrejsende og svært fattelig læsning.

Svært fatteligt er til gengæld også, hvordan de to mænd og kolleger ud i menneskehedens alt for flittige brug af slag, pisk, brænding, tortur, bedrag, seksuelle overgreb og skånselsløse drab og nedslagtninger af ægtefæller, kærester, børn, venner, naboer og hele befolkningsgrupper har kunnet udholde at skulle bevidne og senere også bære disse oplevelser med sig uden at blive livstrætte, fordømmende kynikere, for det er de ingenlunde. Tværtimod er det ifølge bogen tilsyneladende lykkedes dem fortsat at være taknemmelige nydere af livets mere positive tildragelser samt venner af den menneskehed, som de trods bogens undertitel aldrig erklærer for grundlæggende ond.

 

  • De 7 dødssynder - Retsmedicineren og efterforskeren om hvorfor der findes ondskab i os alle
  • Hans Petter Hougen, Bent Isager-Nielsen, Stine Bolther
  • Forlaget Lindhardt og Ringhof
  • 299,95 kr.

 

De syv dødssynder

Hovmod: At føle sig højt hævet over andre og sætte sig selv foran alle andre med sin egoisme. At føle sig udødelig.

Griskhed: At være grådig og ærgerrig.
At ville have flere penge, større biler, mere magt. Materielle ting og penge betyder alt.

Begær: At være nydelsessyg i forhold til sex og kærlighed, at lide af jalousi og begå utroskab. Begæret har mange ansigter.

Misundelse: At græsset altid er grønnere hos naboen. Når man ikke kan glæde sig over andres lykke, men i stedet bliver ædt op af misundelse.

Frådseri: At bruge mere, end man har behov for. At man f.eks. spiser mere end det er nødvendigt for at overleve.

Vrede: At reagere aggressivt og med ødelæggende handlinger. Vrede, der ikke kan holdes nede, kan ødelægge både én selv og andre.

Dovenskab: At dovne sig gennem livet, stjæle fra andre og skubbe skylden over på andre. Være ligeglad med alt og alle. Også ligeglad med Gud ...