Kristian Lunds blog
VORE MEDIER: Medicinsk Tidsskrift | Onkologisk Tidsskrift | Hæmatologisk Tidsskrift | Sundhedspolitisk Tidsskrift | MS Tidsskrift | Propatienter
| | | | |
 
Den super sympatiske, knivskarpe og hårdt kæmpende sygeplejerske Stine Arnhild forsøger at bibeholde overblikket over sine mange patienter. Foto: DR2

Dokumentar om stress på danske hospitaler er realistisk og derfor skrækindjagende

TV: Alle, der endnu ikke har set TV-dokumentaren "Jeg svigter mine patienter" om det økonomisk pressede og det derfor dræbende fortravlede hospitalsvæsen, bør give sig selv chancen for at se programmet, inden det igen forsvinder fra DR’s hjemmeside.

På akutafdelingen i Køge behandlede man tidligere omkring 60 patienter dagligt. I dag er patienternes tal nu ofte oppe på 90. Men normeringen er den samme, så der er travlt. Så travlt, at patienternes sikkerhed bliver sat på en hård prøve, fremgår det i DR´s sjældent fremragende dokumentar ”Jeg svigter mine patienter”, hvori blandt andre den genialt castede, super sympatiske, knivskarpe og hårdt kæmpende sygeplejerske Stine Arnhild forsøger at bibeholde overblikket over sine mange patienter - alt imens hun også skrubber blod af gulvene og bakser rundt med tunge jernsenge på alt for lidt plads:

”Det værste er, at jeg ved, patienterne ligger og har rigtig ondt, og det eneste jeg håber på er, at de ikke siger det til mig, fordi jeg har travlt,” siger hun, der dagligt på grund af tidsnød må tage skyklapper på for at undgå at se nogle patienters behov, mens hun forsøger at redde andres liv og førlighed. Dem, hun tvinges til at overse, risikerer at blive endnu sygere end de oprindeligt var. I bedste fald.

Hvor håbløst det er at bygge et overbelastet sundhedsvæsen på djøf-producerede retningslinjer og stabler af dokumentationskrav, som ingen læger har en kinamands chance i helvede for at nå at leve op til, når man spæner rundt med tungen ud af halsen i forsøget på at redde liv, fremgår med al ønskelig tydelighed af programmet. Det giver et ganske forfærdeligt indblik i, hvordan arbejdsintensiteten er blevet alt for høj, hvordan kravene til de ansatte i sundhedsvæsenet overhovedet ikke mere stemmer overens med de ressourcer, der er til rådighed, og hvordan personalets og patienternes sikkerhed derfor hyppigt kan være alvorligt truet. 

Anders Hebert, børnelæge og fællestillidsmand for 4.700 yngre læger i Region Hovedstaden, mener, at mange ansatte i sundhedsvæsenet er rædselsslagne for, at det store arbejdspres fører til fejl og skadede patienter:

”Det, man er mest bange for, er at være involveret i en situation, der bare går galt, og hvor der sker fejl. Og de gange, hvor det sker, så sidder det bare fast oppe i hovedet. Det er umuligt at komme af med, og man slæber det med sig videre. Hele resten af livet,” siger Hebert, der er én af de mange læger, som tager bladet fra munden i programmet, der ikke kan ses som andet end ét langt opråb om hjælp til politikerne, inden alt imploderer.

For når hospitalskedlerne, som det så tydeligt demonstreres i ’Jeg svigter mine patienter’, er ved at eksplodere i travlhed og deraf følgende afmægtighedsfølelser, stress og dårlig samvittighed hos læger og sygeplejersker, skyldes det i høj grad, at der kommer stadig flere patienter, at der mange steder blandt andet på grund af travlhed, pres og stress er problemer med at rekruttere det nødvendige personale, men også at rigtig mange medarbejdere er ved at ramme muren i angst for at begå alvorlige fejl, som de føler, at de bliver pressede ud i på grund af mangel på bevillinger fra det politiske system, som i en årrække har forlangt effektiviseringer.

"Vi er blevet meget mere effektive, men er det også effektivt for patienten? spørger blandt sygeplejerske Stine Arnhild fra Køge Akutafdeling. Et spørgsmål som blandt besvares negativt i form af et forældrepar, som knugende stilfærdigt fortæller om, hvordan de for et år siden mistede deres to-årige datter på Herlev Hospitals økonomisk pressede børneafdeling. Selv om hun kun led af en banal maveinfektion! En hændelse som tydeligvist kunne have været undgået, hvis ellers personalet havde haft tid til at kommunikere med hinanden og de arme forældre, som indtil videre har måttet opgive arbejde og uddannelse. Og en hændelse som tydeligvist fortsat martrer afdelingens personale og overlæge i en grad, så det bliver lysende klart, at patienter og læger er i samme båd, og at programmets bødler skal findes udenfor de kliniske afdelinger. De skal findes i regeringen, på direktionsgange, i regionsledelser og blandt de sundhedspolitikerne, der i tiltro til public management og en voldsom spareiver vender de døve øren til det stigende antal af bekymringshenvendelser fra sygeplejersker og læger rundt i landet.

Og ødelæggende travlhed er således ikke kun et københavner-fænomen. Læger fra hele landet advarer i programmet nu om, at forholdene på hospitalerne er farlige:

 "Jeg er gået fra et sted, hvor jeg tidligere tænkte: Hvad gør jeg, hvis jeg en dag er involveret i et barn, der dør, og hvor det måske også skyldes travlhed, til i dag at være et sted, hvor jeg har indstillet mig på, at det kan være når som helst, det sker," lyder fra en børnelæge.

Der er ikke meget tabloid-TV over ’Jeg svigter mine patienter’. Der er ingen, der hænges ud eller peges fingre af. Man forsøger uden blå blink og sensationelle virkemidler, men i stedet ganske neddæmpet og værdigt, at skildre hverdagen, som den er i dagens sygehusvæsen, hvilket har givet et usædvanligt stærkt program om en virkelighed, som nok overgår manges fantasi i al sin aktuelle gru.  Men også en hverdag som alle vi borgere uden for murene bør have lov at kende og forstå, inden den rammer os selv eller vores nærmeste på grusom vis.

Det kan virkelig undre, at DR har valgt at sende et så vedkommende og flot produceret program i skjul på DR2 fremfor på moderkanalen. Det er det eneste, der er for ringe – alt andet er fremragende, så programmets medarbejdere har mere end fortjent deres 6 stjerner. DR’s ledelse får til gengæld minus 6 stjerner for sin helt gale prioritering i en public service institution.

Programmet kan ses HER.