Kristian Lunds blog
VORE MEDIER: Medicinsk Tidsskrift | Onkologisk Tidsskrift | Hæmatologisk Tidsskrift | Sundhedspolitisk Tidsskrift | MS Tidsskrift | Propatienter
| | | | |
 


Teater konfronterer publikum med egne fordomme om depression

TEATER: I et struktureret kaos af personfortællinger, forskningsformidling, dystre lydeffekter og intenst nærvær søger teaterforestillingen ’Menneskebyrden’ på Det Kongelige Teater at trække publikum med ind i depressionen og skabe forståelse for dens kompleksitet.

Intensiteten kulminerer, når scenerne fra tid til anden sættes på hold, og publikum afkræves en holdning til dét, der udspiller sig for øjnene af dem. 

Hvem er de, de mange hundredetusinde danskere, der hvert år rammes af depression? Det spørgsmål kaster teaterforestillingen ’Menneskebyrden’, som i denne uge har premiere på det Kongelige Teater, lys over.

Med en blanding af personlige skæbnefortællinger og ny viden tager stykket temperaturen på et samfund, der producerer nye depressionsdiagnoser i uhyggeligt tempo.

Instruktøren er Thomas Corneliussen og skuespillerne teatergruppen Stages of Science.

Tre danskere, Line, Randi og Daniel, stiller i de godt to timer, forestillingen varer, deres personlige fortællinger om at være i depressionens omsluttende og passiviserende mørke til rådighed for de fremmødte i Skuespilhuset. Fortællingerne demaskerer ikke depressionens væsen, men giver publikum et intenst indblik i, at depression kan komme i et væld af forskellige forklædninger. Line, Randi og Daniel kender ikke svaret på, hvorfor de blev ramt af depression. Skyldes det et urimeligt pres på arbejdet? En grundlæggende mistillid til eget værd? Eller kan et nyfødt barn med hjertefejl udløse en depression?

Suppleret af et voldsomt auditivt og visuelt bagtæppe, der skaber forståelse og fornemmelse for det ubehag, den magtesløshed, frustration og fastlåshed, der udgør brudstykker af depressionens kompleksitet, jagter Line, Randi og Daniel disse svar. Deres personlige fortællinger er struktureret med en begyndelse, en midte og en slutning, men formen er kaotisk – som en strøm af forvirrede tanker, der stikker af i vrede, afmagt og ironisk refleksion over manglen på mening. De tre tidligere depressionsramte er rige på erfaring, men som forestillingen skrider frem, bliver det stadig mere klart, at erfaringerne ikke lader sig transformere til skråsikre forklaringsmodeller. At forvirringen både eksisterer på scenen og blandt publikum skaber en følelse af samhørighed: Publikum er deltagere på den lidelsesrejse, som Line, Randi og Daniel begiver sig ud på for at finde svar. Og hermed lykkedes første del af den mission som teater- og videnskabsfolkene bag den tværfaglige, kunstneriske organisation Stages of Science har sat sig selv på: At nuancere indsigten i årsagerne til og i de sociale problematikker ved depression. Som skuespilleren, der fortolker overlæge og psykiatriprofessor Poul Videbech, konstaterer:

 »Om 30 år vil vi kigge tilbage og grine af, hvor dumme vi har været. Depression er måske i virkeligheden mange forskellige sygdomme.« 

Stages of Science navigerer i krydsfeltet mellem scenekunst, videnskab og forskningsformidling. Ambitionen med ’Menneskebyrden’er at blive klogere på udfordringer og stigmatisering, der følger med depressionsdiagnosen. I en pressemeddelelse forud for premieren svinger instruktøren sig helt op på de høje nagler, når han erklærer, at Stages of Science med teaterforestillingen ønsker at afstigmatisere depression og dermed genforene depressionsramte med samfundet. Om en enkelt teaterforestilling er nok til at indfri den højtstræbende formålserklæring er tvivlsomt, men Stages of Science bidrager – med scenekunsten som mellemled –  med et prisværdigt forsøg på at oversætte, hvordan depression kan opleves.

Som antydet udgør konfrontationen med de fordomme, depressionsramte udsættes for, en rød tråd gennem forestillingen. Line, Randi og Daniels erfaringer med depression er vidt forskellige, men de deler en oplevelse af at have lidt under stigmatiserende blikke fra en omverden, der – for det meste – gerne vil forstå, men ikke kan. I den ene ende af skalaen hersker teorierne om, at depression alene skyldes hjernekemi i ubalance. I den anden ende lyder parolen, at den depressive selv bærer det fulde ansvar for sin sygdom. Og midt imellem de to yderpoler er samfundets indretning og den moderne levevis udpeget som faktorer, der kan presse mennesket ud i depressions-mørket.

Fra tid til anden sættes begivenhederne på scenen på hold, og publikum bliver ved hjælp af et lille elektronisk device bedt om at anbringe deres holdning til en række udsagn et sted på skalaen fra ’helt uenig’ til ’meget enig’: Line bør lytte mere til de mennesker, der forsøger at hjælpe hende. Daniel tager ikke nok ansvar for sin families velbefindende. Randi har ikke bestræbt sig nok på at finde svar på, hvad der ligger til grund for hendes gentagne depressioner.

De nøgne udsagn på scenens sorte baggrundsvæg er enormt effektfulde. Fra at være en del af Line, Randi og Daniels søgen efter svar, tvinges publikum til at give slip på fortællerne og i stedet fælde dom over dem. Det tilfører forestillingen en klædelig brutalitet: Publikum kan ikke længere blot læne sig tilbage og betragte det strukturerede kaos på scenen. For med et fremstår deres anonymiserede opfattelse af og holdninger til bl.a. årsag, skyld og ansvar som hvide søjler i et diagram på scenens bagvæg.

En psykiatri i forfald?

Det er uklart, om Thomas Corneliussen og resten af Stages of Science med ’Menneskebyrden’ ønsker at rette en kritik af psykiatrien. Bevidst intention eller ej, så efterlades publikum med en følelse af, at Line, Randi og Daniel har kæmpet med at finde vej i en psykiatri i forfald. Tidspres og dysfunktionelt sektorsamarbejde får recepterne på antidepressiv medicin til at flyde ud fra lægekonsultationerne i en lind strøm, mens tiden til  samtaleterapi og forståelse for den enkeltes behov og udfordringer er knap. Det er svært ikke at blive modløs på psykiatriens vegne. Et af de få lysglimt i mørket er Lines positive erfaringer med gruppeterapi.

Vel er psykiatrien udfordret og sundhedspersonalet presset på tid, men det ville have klædt en forestilling, hvis ambition er at udfolde, nuancere og afhjælpe stigmatiseringen af depression, at tegne et mere alsidigt billede af psykiatrien. Det kan ikke udelukkes, at en del af den stigmatisering af depressionsramte, der finder sted, har grobund i en opfattelse af, at sundhedsvæsenet og dets ansatte er magtesløse over for psykiske lidelser og ikke formår at hjælpe de mennesker, der bliver ramt.

Publikums holdninger til de udsagn, der præsenteres undervejs i forestillingen, indgår i et forskningsprojekt, der udføres af Stages of Science, vidensinstitutionen Enactlabog Københavns Universitet. Forskningen har til formål at bidrage med en større forståelse af danskernes holdning til depression, samt deres opfattelse af de problematikker og udfordringer mennesker, der lever med depression, oplever.

 

Teaterforestillingen ’Menneskebyrden’ opføres på Mellemgulvet på Det Kongelige Teater mellem 17. januar og 16. februar 2019. Foruden teaterforestillingen står Stages of Science, Enactlab og Københavns Universitet bag podcasten ’Den sorte hund’, der tager udgangspunkt i to tidligere depressionsramtes livshistorier.