Kristian Lunds blog
VORE MEDIER: Medicinsk Tidsskrift | Onkologisk Tidsskrift | Hæmatologisk Tidsskrift | Sundhedspolitisk Tidsskrift | MS Tidsskrift | Propatienter
| | | | |
 
Branding Celgene


Kræftsyg TV-chef: Giver det mening at bruge ordene at kæmpe mod kræft?

RADIO: Medicinske Tidsskrifters kulturjournalist Maria Cuculiza anmelder i en række artikler en programserie på P1 med TV-chefen Arne Notkin. I det første program handler det om, hvordan man taler om kræft. For nogle er krigsretorik provokerende, men det hjalp Notkin at "kæmpe mod" sin aggressive kræftsygdom.

Da journalist Arne Notkin sidste år fik konstateret en aggressiv lymfekræft, var det kamp- og krigsmetaforerne, som han fandt frem og brugte i sin kamp mod sygdommen som de barske behandlinger.

Det beretter den i dag 63-årige Notkin i en serie på fem programmer om sin vej gennem sundhedsvæsnet fra tiden før diagnosen frem til, hvordan livet er i dag.

Programmerne kan høres på Danmarks Radios P1, som har givet Notkin mulighed for at fortælle om sine oplevelser i mødet med sundhedsvæsnet på godt og ondt. Oplevelser, som mange ikke blot patienter og pårørende, men også sundhedspersoner givetvis kan nikke genkendende til et langt stykke hen af vejen i forhold til de fem programmers nedslagspunkter, hvor de mest interessante, vedkommende og lejlighedsvist også oprørende temaer er vanskelighederne med at få den rette diagnose, selve behandlingsforløbet, påvirkningerne af familien og kræftoverleveres senfølger som resultat af sygdommen og dens behandlinger.

I seriens første program "Om sprog og tanker om kræft" er det selve kampen mod sygdommen, og hvad de ord og tanker, man som kræftpatient bruger i den forbindelse, kan betyde for den kræftramte og måske ligefrem effekten af de ofte svært opslidende behandlinger.

Da Arne Notkin i oktober 2017 fik diagnosen lymfekræft med spredning, var hans første reaktion en ren og skær tilstand af chok. Han havde aldrig forventet at blive blandt de kræftramte. Men alt imens at han svingede mellem håb og fortvivlelse, var det krigsretorikken mod sygdommen, der blev hans ven og allierede, når han døjede under behandlingernes akutte bivirkninger og tvivlen på, om de kemoterapeutiske behandlinger ville kunne redde ham.

På samme måde greb også hans kone fat i værktøjskassen med kampsprog: ”Du understår dig i at dø fra mig,” lød hendes reaktion, da ægtefællen kom hjem fra en hospitalsundersøgelse med besked om, at han sandsynligvis havde kræft. En trussel som han i programmet i en samtale med hustruen siger, at han opfattede som et vidnesbyrd om, at hun ikke ville undvære ham, hvilket motiverede ham til udholdelse i krigen. Selv fortæller hun:

”Jeg opfattede det også selv som en kærlighedserklæring, men min kollega syntes, at det var enormt hårdt sagt af mig. Men for mig lå der også en besværgelse i at sige det sådan.”

I programmet trækker Arne Notkin ikke kun sit nye jegs vurderinger her på den anden side af måneders intensive behandlinger. Han læser også op af dagbøger, Facebook, Sms’er og andre skriftelige, sociale kilder, som han har bunker af. Samlinger som ikke blot har dokumentarisk værdi, men som også har den særlige styrke, at hans beretning i mindre grad er båret og farvet af retrospektive erindringer end som så ofte læst og hørt fra kræftoverlevere.

Som lytter lades man ikke i tvivl om, at krigsretorikken har fungeret for Arne Notkin, som fandt styrke i den.

”Jeg var opfyldt af skræmmende ord, men man kan fylde sig selv med andre ord. Jeg forsøger at skabe forskellige billeder i mit hoved, jeg forestiller mig kolonner af soldater, som marcherer ind i mit blod og bekæmper kræftcellerne,” fortæller Notkin blandt andet om sine visualiseringsøvelser med henblik på at styrke effekterne af sine behandlinger.

Men som den nysgerrige journalist han er, rækker han i programmet også ud til eksperter og fagfolk for at afprøve, om hans egne personlige erfaringer kan bruges af andre og for i det hele taget forsøge at finde ud af, hvordan sprog og tanker eventuelt påvirker vores sygdom:

”Kæmp, kæmp, kæmp,” lød det fra venner på Facebook.

”Hvis nogen kan vinde den kamp, så er det dig, den evige fighter,” skrev en anden.

”Kæmp med alt, hvad du har,” skrev en tredje. Så Notkin kæmpede med sine tanker og sprog og forsøgte at skabe kampbilleder i sit hovede.  

Men kan bestemte tanker om behandling have positive effekter? Og hvordan kæmper man, når velmenende venner appellerer til fighteren? Giver det overhovedet mening at bruge krigsretorikken og sige, at man skal’ kæmpe’ mod kræften? er blandt de spørgsmål, som Notkin rumsterer med samtidigt med, at han er velvidende om, at kampmetaforer virker stødende på nogle kræftpatienter og pårørende, for er det så, som kritikerne spørger, bare fordi, at man er en taber, der har leveret en dårlig kamp, når behandlingerne svigter?

Professor i pallation, Helle Timm, er en af de forskere, som Notkin sender spørgsmål videre til. Hun mener ikke, at kampretorikken er almen generaliserbar som livreddende metode. Måske endog i særlig grad ikke for kvinder.

”Det er ikke rigtigt for alle, og jeg tror faktisk slet ikke, at det er rigtigt for alle hele tiden, for andre gange har man også brug for at være i den alvorlige sygdom og have lov at reflektere over denne,” forklarer Timm, som siger, at mange kræftpatienter i perioder vil have stort behov for at være i fred fremfor at være i kamp, og at krigsretorikken måske nok ligefrem kan være farlig for nogle kræftpatienter i nogle situationer. 

Det lykkes tilsyneladende ikke Arne Notkin hverken at blive alment bekræftet i sit krigersprog eller at få endegyldige svar på sine ret simple, men også vigtige spørgsmål til de adspurgte fagfolk. Men det gør ikke udsendelserne ringere. Tværtimod giver uenighederne og de udeblivende forkromede svar lytteren mulighed for selv at reflektere over, hvor vidt man tilhører krigerholdet eller måske ligefrem er tættere på de modstandere, som er overbeviste om, at krigserklæringer mod kræften betyder, at man også dermed erklærer sin hele krop krig, da det jo er kroppen, som har produceret kræften.

Men måske får både Notkin og hans lyttere alligevel en form for svar. Nemlig hos sundhedspsykolog, professor Bobby Zachariae, som afviser, at der er nogen metaforer, som generelt er bedre end andre. I stedet mener han, at et af de gode råd er at sige, at der for det enkelte menneske er måder, som det er bedre at tænke på end andre, sådan forstået at en grundlæggende oplevelse af kontrol og indflydelse på sygdomssituationen synes at have en positiv indflydelse på sygdomsforløbet.

Hvordan man så opnår denne følelse af indflydelse vil ifølge Bobby Zacharia være fuldstændig individuelt, og de fleste patienter ved det selv. Nogle kan for eksempel få den ved helt at overlade kontrollen til andre og nogle andre igen ved ligesom Notkin at trække i fuldt krigsudstyr på Facebook. Og på den måde bliver programmet et væsentligt indspark i en vigtig kulturel debat om den måde, hvorpå vi sprogligt og holdningsmæssigt forholder os til kræftpatienter. Hvordan vi tænker og taler om og til dem, når de er allermest syge og i størst behov for lydhørhed og forståelse – uanset om det, der er brug for, så er kampråb, gråd eller friheden til at kravle langt ind under dynen uden dårlig samvittighed.

”Jeg følte i hvert fald, jeg havde indflydelse,” erklærer en tilfreds Arne Notkin i slutningen af program 1, inden han i program 2 "Om den svære Diagnose", skruer tiden tilbage til sin allerførste kamp som kræftpatient, nemlig kampen for overhovedet at få den diagnose, som kunne give ham adgang til at komme i behandling for sin på det tidspunkt galoperende kræftsygdom.

Arne Notkins 5 programmer kan høres HER.