Kristian Lunds blog

Nyheder, analyse og debat om hæmatologisk behandling

Branding Celgene

Besked

Failed loading XML...



Fra læge til komiker efter onde år i hospitalsvæsenet

BØGER: Efter at have arbejdet seks år i det britiske hospitalsvæsen, NHS, smed lægen, Adam Kay, sine operationshandsker i ringen og blev i stedet kritikkerrost komiker og TV-manuskriptforfatter. Nu har han skrevet prisbelønnet bestseller om yngre lægers arbejdsforhold.

Adam Kay var så godt som færdig som speciallæge i gynækologi, da han droppede at være læge efter en utilsigtet hændelse, som for ham blev dråben, der i 2010 fik et allerede mere end fyldt bæger til at svømme helt over.

Adam Kay, hvis far også er læge, havde ikke svært ved at leve op til de mange krav fra patienter, kolleger og læger. Han kendte kulturen, kunne sit stof og forstod sine patienter. Men alligevel er det ikke spor overraskende, at han ikke er læge mere trods 12 års uddannelser og arbejde, når man har læst hans bog ’This is going to Hurt’, som er en ætsende sarkastisk, men også fortvivlet kritik af forholdene for yngre læger og deres patienter i det britiske hospitalsvæsen. ’This is Going to Hurt’ er skrevet på baggrund af Kays daværende arbejdsdagbog fra 2004 til 2010, hvori han noterede alle sine kliniske erfaringer fra den forgæves operation over den kollegiale kantinesnak om udmattelse og udfordrende patienter til ikke mindst forundret fortrydelse over politikeres seneste angreb på yngre læger.

Da Kay fór i blækhuset og skrev sin bog, var det da ifølge ham selv alene på grund af politiske angreb på landets yngre læger, hvor lægernes øverste arbejdsgiver, sundhedsministeren Jerymy Hunt, beskyldte yngre læger for at være ’grådige’ som led i forhandlinger om løn og arbejdsforhold.

"Jeg forstod, at offentligheden ikke hørte sandheden om, hvad det betyder at være læge", skriver Kay. Han følte, at det var hans pligt at rette op på balancerne i den politiske ledelses fortællinger om yngre læger. Adam Kays forsøg på at rette op på sundhedsministerens for ham dybt uretfærdige, misvisende og destruktive kritik tager i høj grad form af utallige anekdoter om kollegaer, patienter og behandlingsforløb i takt med, at han selv stiger i graderne fra forvagt på skadestuen til speciallæge i gynækologi i et underfinansieret, overarbejdende og for patienterne ikke sjældent farligt sundhedsvæsen.

De fleste anekdoter er underholdende og med en stor portion sort humor og ironisk lægejargon, som gør de absurde og ofte ret forfærdelige hændelser endnu mere forfærdelige, men også samtidigt nemmere at forstå alvoren af. Som læser gyser og ler man på samme gang gennem store dele af bogen, for komikeren Kay er sjov.

Men ikke alt er sjov ironi og humor. Dele af hans erindringer er også meget bevægende og sørgelige, for når Kay er sørgelig, er han meget sørgelig. For eksempel når han fortæller om patientforløb, som ikke går, som de burde. Om læger, som traumatiseres og forsøger selvmord, uden at de modtager nogen hjælp fra deres ledelse. Læger som fejler, men ingen støtte får og blot forventes at fortsætte, som om intet er hændt eller pålægges en skyld, som ikke kun er deres.

Ifølge sin dagbog faldt Kay for eksempel i søvn i sin bil juleaften efter en vagt og vågnede først, da han næste morgen blev ringet op af hospitalet, der ville høre, hvorfor han kom for sent til sin vagt første juledag. Han faldt i søvn i sin bil, da han ventede ved et trafiklys. Og han faldt i søvn siddende på en stol, mens han ventede på at udføre en operation, hvorfor han også beskriver prisen, som læger og patienter betaler for udmattede læger efter en arbejdsuge på 100 timer, konstant aflyste fridage og ferier samt ødelagte familieforhold.

Også Kays beskrivelser af, hvor umuligt håbløst det er at føle, at man ikke kan gøre sit job godt nok uanset, hvor hårdt man prøver, er knugende. Og man tror på ham, når han hævder, at forholdene er så ringe, at man som yngre læge skal være heldig for at kunne bibeholde sin fysiske og mentale sundhed i et sundhedsvæsen, som ikke er indrettet til at kunne passe på hverken sine læger eller patienter på en forsvarlig måde.

Man forstår, at han har skiftet erhverv. Men man tænker også, at han er et tab for etsundhedsvæsen, som hver dag må være i risiko for at miste nogle af sine bedste folk. Læger, der som Kay elskede deres arbejde og selv de sære og aggressive patienter, som han også har masser af hovedrystende historier om. Eller læger, som føler deres etiske grænser krænkede, eller som hverken vil eller tør komme på den forkerte side af loven i kraft af en fejldiagnose eller et misset symptom. Det hele på grund af underbemanding, manglende adgang til ressourcer og et søvnunderskud, som blandt andet skyldes, at man hver dag er nødt til at blive ekstra timer efter afsluttet vagt for at få patienter gjort færdige:

"De kører hospitalerne med minimal bemanding og forlader sig på lægers generøsitet, som gør, at de bliver langt længere end deres vagtsatte skema siger, at de skal for at få afsluttede deres ting ordentligt," kritiser Kay, der slutter sin bog af med en opsang i form af et åbent brev til Jeremy Hunt personligt, hvori der blandt andet står:

"Du og dine efterfølgere og disses kommende efterfølgere burde prøve at følge en yngre læges vagter. Ikke den slags som I allerede gør, hvor en administrerende chef følger jer rundt på en sprit ny afdeling, hvor alting skinner som på en rumstation. Nej: Giv smertemedicin til en døende cancerpatient, se en traumepatient få amputeret et ben, forløs en død baby. Jeg nægter at tro, at noget menneske, heller ikke du, ved, hvad arbejdet indebærer og derfor vil sætte spørgsmålstegn ved en eneste af lægernes motivation. Hvis du vidste, ville du applaudere dem, du ville være stolt af dem, de ville gøre dig ydmyg, og du ville være for evigt taknemmelig over alt, som de gør. Den måde du behandler yngre læger på fungerer tydeligvist ikke, og jeg vil stærkt anbefale dig at søge en second opinion", skriver Kay.

Hans bog har modtaget en række britiske anmelder- og læserpriser, ligesom tusindvis af læsere ifølge britiske medier har købt bogen og sendt den til Jeremy Hunt, som dog aldrig har kommenteret bogen.

  • This is going to Hurt
  • Adam Kay
  • Pris: kr. 159,95