Skip to main content

Ny kontorchef til Styrelsen for Patientsikkerhed

Fra 2. januar indtager Thomas Lund Sørensen chefstolen i Tilsyn og Rådgivning Syd under Styrelsen for Patientsikkerhed.

Thomas Lund Sørensen har i omegnen af ti års ledererfaring fra både kommune og hospital. Han har tilmed været ledende overlæge på Grønland.

”Fællesnævneren for mine jobs har været, at jeg er trådt ind i organisationer i forandring. Jeg kom til Sønderborg Kommune lige efter Kommunalreformen og til Sygehus Sønderjylland lige efter en stor omstrukturering. Forandringer tiltrækker mig, ligesom arbejdet med at få nye initiativer og tilgange til at fungere,” fortæller Thomas Lund Sørensen.

Den nye kontorchef kommer fra et job som ledende overlæge på afdelingen Medicinske Sygdomme Sønderborg-Tønder på Sygehus Sønderjylland. Muligheden for at være med til at gøre sundhedsvæsenet mere patientsikkert udløste jobskiftet.

”Jeg synes, arbejdet med at forbedre patientsikkerheden er rigtig spændende, og jeg glæder mig til at sætte mit præg på det,” siger Thomas Lund Sørensen, der håber, at hans erfaringer ude fra den kliniske hverdag kan bidrage positivt til styrelsens arbejde.

”Jeg har for eksempel selv gjort mig erfaringer med at prioritere i begrænsede ressourcer og håndtere rekrutteringsproblemer,” siger han.

Når Thomas Lund Sørensen anden januar går gennem dørene til kontoret i Kolding, glæder han sig først og fremmest til at møde sine nye medarbejdere. Men de faglige ambitioner vejer også tungt.

”Jeg håber da med tiden at kunne præge arbejdet med patientsikkerhed på nationalt plan.”

Styrelsesdirektør Anne-Marie Vangsted glæder sig over at have ansat Thomas Lund Sørensen.

”Jeg ser meget frem til at byde Thomas Lund Sørensen velkommen som kontorchef. Han bliver en gevinst for hele styrelsen,” siger Anne-Marie Vangsted.¨