Kristian Lunds blog

Nyheder, analyse og debat om hæmatologisk behandling

Morten Grønbæk får Lægeforeningens Ærespris

På årets Lægemøde har Morten Grønbæk, direktør for Statens Institut for Folkesundhed, fået tildelt Lægeforeningens Ærespris. Han får prisen for sit store bidrag til forskning i folkesundhed og forebyggelse.

Morten Grønbæk, direktør for Statens Institut for Folkesundhed og forskningschef ved Center for Interventionsforskning, Syddansk Universitet, har i dag fået Lægeforeningens Ærespris, som hvert år uddeles til en læge, som har ydet en særlig indsats, der kan inspirere andre læger.

Han får prisen, fordi han igennem en lang årrække har ydet et stort bidrag til forskningen i folkesundhed og forebyggelse.

”Morten Grønbæk har sat en tyk streg under, hvor meget forebyggelse betyder for danskernes – især vores børn og unges - sundhed. Han har selv forsket i forebyggelse og har også skabt nogle fantastisk gode rammer for andre forskere i regi af Statens Institut for Folkesundhed, gennem formandskabet i Vidensråd for Forebyggelse og en række andre poster”, siger Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen.

Han peger på, at Morten Grønbæks grundige og meget omfangsrige forskningsarbejde giver ham et solidt fagligt grundlag, når han blander sig i debatten og blandt andet advarer om, hvor farligt rygning og alkohol er for sundheden.

”Morten Grønbæk har en fantastisk evne til at formidle sine forskningsresultater klart og forståeligt – og han er heller ikke bange for at være skarp i sine budskaber. Han leverer dermed et væsentligt bidrag til, at den politiske debat om forebyggelse kan ske på et oplyst grundlag”, siger Andreas Rudkjøbing.

Med Lægeforeningens Ærespris følger 35.000 kroner.