BØGER: Danske hospitaler er sprængfulde af sårbare læger og sårbare patienter, påpeger professor Morten Sodemann i sin ny bog, hvor han efterlyser guidelines eller retningslinjer, for hvordan læger skal forholde sig overfor disse mange særligt sårbare patienter.

BØGER: Danske hospitaler er sprængfulde af sårbare læger og sårbare patienter, påpeger professor Morten Sodemann i sin ny bog, hvor han efterlyser guidelines eller retningslinjer, for hvordan læger skal forholde sig overfor disse mange særligt sårbare patienter.

”I takt med, at vi bliver mere og mere specialiserende, får vi skabt nogle kunstigt sårbare patienter i kraft af, at vores sundhedsvæsen ikke er gearet til, at patienter har flere symptomer, flere sygdomme, eller at de måske fejler noget, som man ikke ved, hvad er. Læger lærer at være bange for det subjektive. Konsekvenserne er, at man skaber en sårbarhed, som er unødvendig, og som skaber social ulighed mellem patienterne,” siger Morten Sodemann, der er overlæge på Indvandrermedicinsk Klinik ved Odense Universitetshospital.

Sodemann, som netop har publiceret bogen ’Sårbar? Det kan du selv være’ om den for patienter og læger fælles øgede sårbarhed, finder det bemærkelsesværdigt, at der hverken eksisterer guidelines eller retningslinjer, for hvordan læger skal forholde sig overfor disse mange særligt sårbare patienter. Ikke mindst for patienter med flere symptomer eller sygdomme:

”Vi har 245.000 guidelines i Danmark. Men der findes ikke én eneste guideline for, hvad jeg skal jeg gøre, når der kommer en patient ind af døren, som har et problem, der ikke lige kan løses på ti minutter i ambulatorier, selv om det handler om 10 procent af patienterne. 10 procent for hvem, vi ingen plan B har. De sårbare bliver således mere og mere sårbare, og de, som ikke var sårbare i starten, går hen bliver det på grund af den måde, vi organiserer os på," siger han.

Konsekvenserne af organiseringen i blandt andet ambulatorierne er ifølge Sodemann, at man henviser den komplicerede eller bare besværlige patient med måske for mange subjektive erfaringer til andre afdelinger:

”Fordi vi er organiserede, som vi er, og fordi vi har en kultur, hvor vi tillader hinanden at sige ’dette er ikke mit bord’, ’dette er for komplekst til os’, ’det plejer vi ikke at tage os af her’, ’dette ligger udenfor vores henvisningskriterier¨, ’det må andre tage sig af’, så bliver den blinde plet omkring øget sårbarhed større og større. Patienter, som måske ikke var sårbare for ti år siden, gør vi sårbare i dag," siger Morten Sodemann.

Organiseringen i det danske sygehusvæsen betyder, at mange læger arbejder under, hvad Morten Sodemann betegner som ’hverdagens onde etik’

”Sat på spidsen er hverdagens onde etik, når man hver dag står og skal vælge mellem afdelingens produktion og kollegernes humør på den ene side og så patientens behov på den anden. Det er jo typisk, at der kommer en patient kommer ind af døren, hvor man godt ved, at det er én selv, der bedst kender det problem, og måske også er den, som er bedst til at gøre noget ved det. Men bryder man rammerne for arbejdet i ambulatoriet med 10-15 minutters ekstra patientbesøg, får man ballade med sekretærerne, kollegerne og de andre patienter?, siger Sodemann og fortsætter:

”De fleste lærer således at vælge den nemme løsning og sender videre. Og desværre bliver man som læge mere og mere bestyrket i, at dette er okay. Blandt andet i kraft af, at i det moderne specialiserede sundhedsvæsen er der stort set ingen, som ikke med ret kan sige, at ’dette er ikke mit bord’, eftersom det er meget få patienter, som kun hører hjemme eet sted. Det er blevet meget nemt for de fleste specialer at sige, at dette eller hint er ikke mit bord."

Prisgivet ’hverdagens onde etik’ udvikler de fleste læger ifølge Sodemann forskellige former for metoder til at overleve:

”Man lærer en kampteknik til at komme igennem hverdagen på et sygehus. Der er forskellige valg i det. Men de fleste vælger at lave en hybrid af, hvad kollegerne gør, hvad de ældre gør, og hvad man selv kan leve med. Blandt de ting, som vi lærer hinanden, er det at kunne leve med, at mennesker og patienter er meget, meget forskellige. Man lærer blandt andet, at man nødt til at skrælle det mærkelige væk til fordel for en neutral patientforståelse. En mangel på støj fra den enkelte patient, der gør det muligt på 10 minutter at samle en livs- og en sygdomshistorie til en diagnose og en behandling," siger han.

Men denne overlevelsesteknik har store negative følger for nogle patienter, mener Morten Sodemann:

”Konsekvenserne er, at de fleste patienter bliver set som en middelklasse standardpatient, hvor det er tabeller med diagnoser og differentialdiagnoser, som der skal findes frem til. En måde at se patienter på, som kan føre til, at den stillede diagnose og efterfølgende behandling slet ikke passer til den enkelte patient. Patienten har måske ikke råd til den, kan ikke finde ud af den, eller forstår ikke baggrunden og dropper derfor ind og ud af behandling, eftersom den ikke er skræddersyet til deres behov, som lægen rent faktisk ikke forstår og ikke har ikke sat sig ind i. Forhold, som fører til den ulighed i sundhedsvæsnet, som vi ser i dag, hvor vi leverer stangvarer af høj kvalitet til middelklassen, men som ved Gud ikke nødvendigvist passer til den enkelte patient."

Morten Sodemann fortæller om sit arbejde med ’Sårbar? Det kan du selv være’, som er en udløber af et regionsprojekt om sårbare patienter, at noget af det, som har forbavset ham mest, nok er lægers reaktioner på selv at blive afhængige af sundhedsvæsnet.

”Det, som slog mig var, at det ser ud som om, at der er to tidspunkter, hvor læger vågner op. Det ene er, når de selv bliver gamle og står foran pension, og det andet er, når de selv bliver syge. Disse læger skriver tykke bøger om den vanvittige oplevelse, som det kan være selv at blive patient. Men det, som slog mig allermest var, at de fleste af de disse læger beskriver, hvordan det er at blive en kedelig patient, når man går fra at være en spændende akut patient med en lidelse, som man forhåbentligt bliver rask af, til at være hamrende kedelig, blive ignoreret, tingsliggjort, mærkværdiggjort og bagatelliseret, når behandlingerne ikke lykkes. En meget, meget ubehagelig oplevelse for et menneske, og som patienter måske kan ligge og tænke over i sengene, men som læger bliver decideret fortørnede over, når de selv har prøvet det," fortæller Morten Sodemann.

 At læger kan blive så sårbart fortørnede over at blive udsat for deres egen medicin i lyset af, at de jo netop tidligere har været vidne til utallige patienters sygdomsforløb, tilskriver Sodeman blandt andet, at læger gennem deres arbejde trænes i at undgå at se patienters lidelse:

” Patienters lidelse er jo en falliterklæring og hænger sammen med ikke at blive rask. Lidelse er direkte udtryk for faglig utilstrækkelighed. At man ikke kan gøre rask, at man ikke kan få styr på diagnosen er et nederlag, som jeg fremmedgør mig overfor, da der bør ikke være lidelse, når jeg har været der. Hvis der alligevel er mere lidelse, er du en kedelig patient, og det skal en anden tage sig af," siger Sodemann og uddyber:

"Vi lærer ikke at ville patienten. Vi lærer og trænes i at ville diagnosen og at ville den spændende patient, selv om de fleste læger jo oprindeligt går ind i arbejdet fordi de grundlæggende gerne vil gøre noget godt for andre mennesker. Men den ide og følelse af empati for andre mennesker, får vi nok pillet ved undervejs, for der er jo masser af evidens for at empatien falder under studiet, erklærer Morten Sodemann, hvis bog kan downloades gratis her på www.ouh.dk.