Skip to main content

Ny professor i biomedicin på Aarhus Universitet

Thomas Vorup-Jensen

Thomas Vorup-Jensen har netop tiltrådt et nyt professorat ved Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet, hvor han skal forske i proteinmolekylers funktion i immunsystemet og forhåbentlig bane vejen for helt nye lægemidler.

Proteinmolekyler spiller en afgørende rolle, når vores immunsystem skal genkende smitsomme mikroorganismer, men også når det, ved en fejl, angriber kroppens eget væv. At afdække de meget komplicerede bindingsreaktioner, som proteinmolekylerne indgår i, kan derfor hjælpe os til dels at opnå en bedre forståelse af immunsystemets helt basale funktioner og dels til at udvikle nye strategier for at dæmpe inflammation.

Ved hjælp af moderne computeralgoritmer vil den nytiltrådte professor analysere proteinmolekylernes bindingsreaktioner, som hidtil har været svære at forstå. Denne viden vil gøre det muligt at undersøge forskellige kemiske stoffers evne til at blokere bindingsreaktioner i immunsystemet, hvilket på sigt kan bane vejen for skabelsen af nye, effektive lægemidler.