Branding Celgene

AUH-forsker i autoimmune sygdomme får Dronning Ingrids Forskerpris

Bent Deleuran.

Dronning Ingrids Forskerpris går i år til professor, dr. med. Bent Deleuran, Aarhus Universitetshospital, for hans mangeårige forskning i autoimmune gigtsygdomme.

Dronning Margrethe overrækker prisen på Amalienborg i forbindelse med Den Internationale Gigtdag 12. oktober.

Bent Deleuran har blandt andet forsket i, hvad der sker, når immunsystemet misforstår sin opgave og i stedet for at gå løs på udefrakommende bakterier angriber kroppens raske celler. Det gør sig gældende ved f. eks. leddegigt, rygsøjlegigt og psoriasisgigt.

Bent Deleuran har med sin forskning bl.a. gjort det muligt for kvinder med sjældne bindevævssygdomme som f. eks. SLE/Lupus at blive gravide. Lupus rammer især yngre kvinder og forhøjer risikoen for at abortere. Ved at følge kvinderne ekstremt tæt og hele tiden tilpasse behandlingen til den enkelte, har Bent Deleuran medvirket til, at mange af dem har fået opfyldt drømmen om at blive mor.

Bent Deleuran er desuden ophavsmand til mere end 100 videnskabelige artikler og har bidraget til adskillige faglige værker. I 2009 blev han hædret med titlen ”Årets Underviser” ved Aarhus Universitet, og har sideløbende undervist gigtpatienter i sygdommen.

Det er Gigtforeningen, der har indstiftet Dronning Ingrids Forskerpris. Den uddeles hvert år i forbindelse med Den Internationale Gigtdag den 12. oktober til en markant profil inden for dansk gigtforskning. Med æren følger 100.000 kr. til forskning.

Dronning Ingrids Forskerpris blev indstiftet i 1978 for at markere, at Dronning Ingrid havde været protektor for Gigtforeningen i 25 år. Hendes arbejde videreføres i dag med stort engagement af H.M. Dronningen.

Ved overrækkelsen deltager også Gigtforeningens formand Ulrik Bülow og Gigtforeningens direktør Mette Bryde Lind.  

MSD Branding