Branding Celgene

Speciallæge i pædiatri ny vicedirektør på to hospitaler

Kirsten Wisborg

Kirsten Wisborg er ansat som ny vicedirektør på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital og tiltræder snarest muligt og senest 1. december 2017.

Kirsten Wisborg kommer fra en stilling som centerchef på Aarhus Universitetshospital i Hoved-Hjerte-Centret. Kirsten er 53 år, er dr. med., speciallæge i pædiatri og har desuden en ekspertuddannelse i neonatalogi (sygdomme hos nyfødte) samt en Master i Offentlig Ledelse fra SDU. Kirsten Wisborg kommer med solid og lang ledelseserfaring. 

"Jeg glæder mig meget til at træde ind i Direktionen på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital og i samarbejde med hospitalets ledere og medarbejdere sikre, at patienterne får den bedste behandling i respekt for det enkelte menneske. Jeg vil bidrage til, at hospitalet også i fremtiden er et sted, hvor medarbejderne er stolte af at være ansat. Et hospital, som har ambitiøse mål og vedvarende sikrer den bedste behandling gennem kvalitetssikring, forskning og uddannelse," siger Kirsten Wisborg.

Hospitalsdirektør Anne Jastrup glæder sig til samarbejdet.

"Vi i Direktionen på Bispebjerg og Frederiksberg hospital glæder os til det fremtidige samarbejde med Kirsten Wisborg. Kirsten kommer med en solid ledelsesmæssig erfaring og stor indsigt i forskningsområdet. Dertil har Kirsten præsenteret et helhedsorienteret perspektiv på det at drive hospital til gavn for patienterne og en stor opmærksomhed på, hvordan alle medarbejdergrupper bidrager hertil," siger Anne Jastrup.

MSD Branding