Branding Celgene

Branding Celgene

Bogkapitlet, der mangler et modsvar

BØGER/MEDIER: Vi kan nok lige så vænne os til det nu – det bliver dagligdag i kræftbehandlingen og på andre sygdomsområder, hvor livet er på spil – og tabes - at pårørende kan gå til angreb på de ansvarlige behandlere uden at bede om modpartens udlægning. Ja, det er vist allerede kendsgerninger.

Netop det er paradoksalt nok sket for en af landets mest profilerede kræftlæger, Herlevs Inge Marie Svane, Herlev Hospital, som Lisbeth Knudsen, en af landets mest kompetente og vidende chefredaktører, i en bog, "Modne kvinder" er gået til angreb på. Hun kritiserer Svane for at informere mangelfuldt om bivirkningerne ved samleverens immunbehandling - og samleveren døde siden.

Angrebet er usædvanlig barskt og uforsonligt, næsten som var det skrevet på de sociale medier. Det er det bare ikke. Kritikken er formuleret i en samtalebog, skrevet af Bo Østlund. At angrebet formuleres i en bog giver en særlig troværdighed, som de sociale medier ikke har. Lisbeth Knudsens troværdighed er høj, men den ellers rutinerede redaktør har valgt en håndtering som var det et udfald på Facebook.

Bogen er for længst udkommet, og i den har den angrebne part ikke fået mulighed for at svare på kritikken, sådan som det ellers er en præmis for dygtig journalistik – den journalistik, Lisbeth Knudsen normalt ville praktisere i sin hverdag, nu på Mandag Morgen, tidligere i Berlingske og på DR. Det hele er håndteret som var det et udfald på de sociale medier.

Men efter et dagblad, Kristelig Dagblad, har skrevet om Lisbeth Knudsens frustrationer, har den angrebne part pludselig fået mulighed for at få publiceret et svar på angrebene. Det har Inge Marie Svane benyttet sig af, og af indlysende grunde. Lisbeth Knudsens kritik ser nemlig forfejlet ud. Hun har ikke forstået, hvilken behandling hendes samlever har fået. Hun husker godt, at hun har fået udleveret skriftlige oplysninger om behandlingens bivirkninger, men hun har tydeligvis ikke forstået materialets budskaber. Kritikken er kort sagt ikke gennemtænkt.

Det er udgangspunktet for Inge Marie Svanes svar. Hun prøver at forklare, at det vigtigt, at andre patienter på afdelingen i Herlev ikke mister troen på informationer fra de ansvarlige læger. At Lisbeth Knudsen ikke har forstået, hvilken type immunterapi samleveren har fået, og at afdelingen har sikret sig, at patienten og Lisbeth Knudsen har fået fyldestgørende oplysninger om, hvad bivirkningerne er til den valgte behandling. Det kan tilmed dokumenteres.

Inge Marie Svane har kort sagt styr på formaliteterne. Kritikken er formodentlig ikke retfærdig.

Man sidder tilbage med en fornemmelse af, at de stridende parter skulle have talt sammen, inden bogen gik i trykken, og at det er mærkværdigt, at det ikke skete.

Men man sidder også tilbage med en fornemmelse af, at parterne har talt forbi hinanden, og at det er et problem læger er nødt til at forholde sig til. Nemlig, når man sidder over for en patient/pårørende som på alle måder signalerer, at de har styr på situationen, og som har gjort hjemmearbejdet og læst op på sygdommen og forstået de udleverede papirer.

Men den selvsikkerhed, som de udstråler er måske et dække for dyb fortvivlelse og rådvildhed. Det kan man bare ikke se, og skulle man tro anderledes, så risikerer man også at få en overhaling for sin mistro.

Tilbage står, at Lisbeth Knudsen aldrig skulle have offentliggjort sin kritik uden en dialog med modparten. Men havde denne dialog fundet sted, så var dette forløb måske endt med noget konstruktivt, nemlig en erkendelse hos lægen om at stærke, stærke personligheder ikke altid har den kontrol over situationen, som de udstråler – også de kræver særbehandling, og det er bestemt ikke nemt at indse.

Men det er altså lægers ansvar at spotte den type patienter og at informere dem på en måde, der kan bruges. 

  • Modne Kvinder
  • Af Bo Østlund: 
  • Forlaget Heatherhill
  • 24 kendte danske kvinder i alderen 50 til 84 år fortæller i samtalebogen personlige historier om livet efter de 50. 
Branding Celgene