Branding Celgene

Imponerende værk om en dansk verdensstjerne udi lægekunst

BOGANMELDELSE: Bogen om ”Thomas Bartholin, Lægen & anatomen – Fra enhjørninger til lymfekar” portrætterer en Danmarks allerstørste videnskabsmænd og hans nærmest ufattelige liv i 1600-tallets Europa.

Herhjemme anses han for at stå bag opdagelsen af lymfekarrene, herunder også den gryende forståelse for immunsystemet, og det giver jo bogen sin egen aktualitet. På det punkt udfordres han af en samtidig svensk videnskabsmand, Olaus Rudbeck, som faktisk var først til at opdage lymfesystemet. Til gengæld var Bartholin først til at beskrive det, og derfor har han sat sit flag i opdagelsen. Men han har mangt på samvittigheden, også fjernt fra lægevidenskaben.

Forfatteren er selv læge, Jesper Brandt Andersen, speciallæge i pædiatri, og han er sluppet godt fra opgaven. Han er en indlysende kompetent og indsigtsfuld fortæller.

Hvis man er lægenørd, så er man fornøjet og beriget fra start til slut – og man bliver i den grad klogere på det privilegerede liv, som velhavende videnskabsfolk havde dengang, på evig turne mellem de fineste universiteter og de mest lærde kolleger.

Det blev Thomas Bartholins held, at han fik Ole Worm som sin formynder ved faderens død. Han var allerede en international anerkendt videnskabsmand med et imponerende netværk i Europa, og han satsede al sin kærlighed, hele sin forståelse for den unge mands kompetencer og viden om, hvordan man skaber en enestående videnskabelig karriere på at løfte Thomas Bartholin til de højeste hylder.

Utallige gange rådgiver han Thomas Bartholin om, hvad hans næste skridt burde være. Han dirigerer ham kærligt fra universitet til universitet spredt ud over Europa Turen gennem videnskabernes Europakort. Bartholin lagde ud i Leyden. Siden kom ophold i Paris, Montpellier, Padua, Rom, Napoli, Messina – inden han prøvede at komme til Egypten, men sygdom ombord på hans skib forpurrede planen, og så landede han på Malta.

På det tidspunkt havde Worm flere gange forsøgt at lokke ham hjem til Danmark. Men endelig lykkedes det, og Thomas Bartholin tiltrådte i et professorat hjemme i København – i matematik.

Tidligt bidrog Thomas Bartholin til anatomien, hvor han fulgte i sin fars fodspor. Faren var allerede en etableret anatom med et international hovedværk på samvittigheden, og det valgte sønnen at arbejde videre med, og det fortsatte han med i årevis. Det blev hans særlige strategi at inddrage de største navne i sit arbejde, så de fik også plads i hans udgaver. Her var en af verdens førende videnskabsmænd på hjerne-området og førende kapaciteter om blodomløbet og mælkekarrene.

Men han kunne så meget andet, og man kan ikke undgå at blive imponeret over hans bredde. I dag ville man have kaldt det et multitalent: Han begyndte som teolog, men kastede sig over medicinen, siden fysiologi, filologi, matematik.

Men højdepunktet blev perioden efter ankomsten til København i 1647, og især fordi han året efter overtog professoratet i anatomi, og det var i årene derefter, at han blev den første til at beskrive lymfekarrene og nærme sig en forståelse af deres funktionalitet.

Siden fulgte det ene videnskabelige skænderi efter det andet, og bogen fremlægger korrespondancerne i stor detaljerigdom. Bartholin var også en stor retoriker, og han magtede som få en polemisk form, som må have drevet modstanderne til vanvid. Men han dokumenterede også situationsfornemmelse. Han valgte sin slagsmål med omhu. Han kunne skifte fra grov satire til total ydmyghed, når han var oppe imod stærkere kolleger.

Disse retoriske slagsmål med samtidige videnskabsfolk er blandt bogens store styrker – og svært underholdende.

Bogen om Thomas Bartholin fortjener stor ros for at fortælle denne verdensstjernes historie, hans opdagelser, hans kampe og hans metoder. Og tidspunktet er velvalgt i en tid, hvor immunterapi er det nye sort.

Når bogen ender på fire stjerner af seks mulige, så er det fordi bogen har ét problem: Forfatteren formår ikke at sætte begivenhederne og personerne i et historisk perspektiv. Det bliver meget lægeligt: En bog om en læge, skrevet af en læge til andre læger. Det er pokkers ærgerligt, fordi Thomas Bartholin har større potentiale. Han kunne være næsten lige så stor som hans egen discipel, Niels Stensen, og også han fortjener at få en bog med et bredere perspektiv.

Men trods alt – en skøn bog.

 

  • Thomas Bartholin - Lægen & anatomen – Fra enhjørninger til lymfekar.
  • Jesper Brandt Andersen
  • FADL’s forlag
  • Kr. 399,95
Branding Celgene