Branding Celgene

Branding Celgene
Det prisvindende psykiatrisygehus i Aabenraa. - Foto: White

Kritikken hagler ned over nye psykiatrisygehuse

ARKITEKTUR: Det vælter ned med kritik over de nye prisvindende psykiatrihospitaler. I både Slagelse og Aabenraa har personale og patienter følt sig utrygge ved, at man ikke alene kan kigge ind gennem glasvæggene, men også høre brudstykker af samtaler og evt. gråd gennem væggene.

Til næste år går man i gang med at bygge Ny Psykiatri Bispebjerg. Også her vil nøgleordene være åbenhed og transparens, og det vil sige masser af glas.

Først var det psykiatrisygehuset i Slagelse, hvor ledelsen er gået i gang med at lydisolere og afskærme samtalerum på det nye psykiatrisygehus efter kritik fra både personale og patienter, der følte sig utrygge ved, at man ikke alene kunne kigge ind gennem glasvæggene fra gangen, men også høre brudstykker af samtaler gennem væggene. Og nu kritiserer overlæger det nye psykiatriske sygehus i Aabenraa for nøjagtigt det samme - at skabe utryghed snarere end tryghed for svært psykisk syge patienter.

”Hvem forestiller sig, at det giver tryghed for svært psykisk syge mennesker eller personale, at forbipasserende har indblik til livet under indlæggelse? Eller at medpatienter på nabogangen kan følge med, når du græder, er voldsom eller blotter dig?”, skriver overlæge Birgitte Vange, Ungdomspsykiatrisk Dag- og Døgnafsnit i Aabenraa blandt andet i et debatindlæg i Ugeskrift for Læger.

Psykiatrisk Afdeling Aabenraa er ligesom Psykiatrisygehuset i Slagelse bygget efter principperne i helende arkitektur om åbenhed og transparens. Arkitekterne fra White Arkitekter har haft en vision om ’at skabe et psykiatrisk hospital, hvor naturen udenfor, dagskyset, bygningens brede gange og varierende rumforløb spiller en væsentlig rolle i patienternes behandling.’

Det vil sige lyse, åbne rum med enorme glasflader, grønne gårdhaver og fællesarealer med kig ind til afdelinger og patientstuer.

Ledende overlæge i børne-unge-psykiatrien, Klaus Müller-Nielsen, bekræfter over for Ugeskrift for Læger, at man lige har skullet vænne sig til at arbejde i de meget gennemsigtige rammer.

”Det giver på nogle måder en større tryghed for personalet, og det er godt for patienterne at kunne se ud på verden omkring dem. Transparens var det store mantra i sygehusbyggeri for nogle år siden. Men da vi tog sygehuset i brug, opdagede vi, at det også gav nogle problemer.”

For eksempel at man også kan kigge ind, og det er ifølge lægerne i psykiatrien i Aabenraa ikke alle patienter, der bryder sig om at blive gloet på af forbipasserende.

Ledende overlæge Lene Høgh siger, at glasset gør, at patienterne ikke føler sig lukket inde i rummet, og det er der mange, der ikke bryder sig om. Hun siger også, at hun generelt har fået positive tilbagemeldinger fra brugerne, og at der er sat gardiner op i samtalerummene, som kan trækkes for, hvis patienterne ønsker det, eller en behandler vurderer, at det er bedst for patienten.

Det samme på Bispebjerg

Til næste år går man i gang med at bygge Ny Psykiatri Bispebjerg. Også her vil nøgleordene være åbenhed og transparens, og det vil sige masser af glas, lys og grønt. På hver afdeling vil der være gårdhaver omgivet af glas og samtalerum med glasfacader.

Og det bekymrer brugerne.

”Vores brugere har givet udtryk for, at de synes, der er lidt for meget glas. De vil gerne have flere samtalerum, men mindre glas, og det vil man forsøge at tage hensyn til,” siger projektleder Jais Elvekær.

Han tilføjer, at der endnu ikke er taget stilling til, hvordan man vil imødekomme kritikken.

”Men det vil blive drøftet, hvor meget man kan og skal afskærme.”

Både Psykiatrisygehuset i Slagelse og den nye psykiatriske afdeling i Aabenraa har vundet fornemme priser for den helende arkitekt, der nu viser sig måske at være knap så helende.

Blandt brugerne er meningerne i hvert fald delte. De fleste synes, at byggerierne er flotte, men sætter spørgsmålstegn ved, om store åbne rum og glasfacader er den rigtige løsning for svært psykisk syge patienter.

Branding Celgene