Skip to main content

AU-professor får hæderspris for forskning i nyrefunktion

Jørgen Frøkiær

Jørgen Frøkiær fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital får hæder og 100.000 kr. fra Danske Lægers Forsikringsforening under SEB Pension.

Jørgen Frøkiær fik overrakt hædersprisen ved Danske Lægers Forsikringsforenings årlige prisuddeling 1. februar 2018 og bliver anerkendt for sin omfattende indsats inden for kliniske og eksperimentelle organfunktionsundersøgelser med fokus på nyrerne.

Jørgen Frøkiærs forskningsindsats bygger bro mellem grundvidenskab og klinisk videnskab, og han beskæftiger sig især med, hvordan medfødte nyresygdomme påvirker nyrefunktionen. Jørgen Frøkiær forsker desuden i nye diagnostiske metoder, og han har bidraget til at identificere, karakterisere og udvikle metoder til at påvise specifikke transportproteiner i nyrerne – til gavn for patienter med sygdomme, hvor nyrefunktionen påvirkes.