Skip to main content

Psykiatriforskere modtager millionbevillinger fra Den Frie Forskningsfond

De to forskere fra Region Hovedstadens psykiatri, Michael Eriksen Benros og Vibe Gedsø Frøkjær, har netop modtaget Det Frie Forskningsråds Sapere Aude-bevillinger.

Bevillingerne lyder på henholdsvis 4,4 og 4,2 mio. kr., som skal bruges til forskning i immunrelaterede årsager til skizofreni samt graviditet og psykisk sundhed.

Sapere Aude-bevillingerne gives til ’yngre forskere med originale idéer og store forskningslederambitioner’, som fonden skriver på deres hjemmeside. Det er første gang, at Den Frie Forskningsfond vælger at give bevillinger til læger i psykiatrien.

Bevillingerne giver de to hjerneforskere mulighed for at lede deres eget forskerteam og gennemføre forskning på internationalt højt niveau.

Michael Eriksen Benros skal stå i spidsen for et projekt, der handler om at kortlægge, hvordan infektioner og immunsystemet er involveret i udviklingen af skizofreni. Til det har han modtaget ca. 4,4 mio. kr.

Vibe Gedsø Frøkjær skal med bevillingen på 4,2 mio. kr. lede et forskningsprojekt i graviditet og hormonudsving, der kan påvirke den psykiske sundhed.

Det er ellers ikke blevet nemmere at få del i ’Sapere Aude’ med årene, da der er kommet flere og flere ansøgere. Den Frie Forskningsfond har i år fået rekordmange ansøgninger. Hele 388 er der kommet, og på baggrund af international bedømmelse, faglig bedømmelse i fondens råd og interviews er 29 ansøgninger blevet udvalgt.

Benros´projekt

Michael Eriksen Benros og hans team skal kortlægge infektioner og immunologiske forandringers betydning for at udvikle skizofreni. Et område han og hans team allerede har forsket en del i. Det nye forskningsprojekt kan bl.a. bidrage med viden om, hvorvidt læger fremover skal være opmærksomme på infektioner og inflammation i hjernen, når de udreder patienter med psykose.

”Måske skal vi til at inkludere nye undersøgelser i udredningen af patienterne for at finde ud af, om de har infektioner eller inflammation i hjernen, og om disse kan være årsag til deres psykiske sygdom,” forklarer Michael Eriksen Benros, der håber, at bevillingen kan skabe opmærksomhed omkring projektet og få flere patienter med i det.

Frøkjærs projekt

Vibe Gedsø Frøkjærs team skal forske i graviditet og hormonudsving, der kan påvirke den psykiske sundhed. Det er ikke et rent psykiatrifagligt forskningsprojekt, men ligger i krydsfeltet mellem forskellige lægefaglige specialer; endokrinologien, psykiatrien og neurologien. Projektet er modsat Michael Eriksen Benros' forankret i neurologien og ikke psykiatrien, men hun arbejder som klinisk læge på Psykiatrisk Center København ved siden af hendes job på Neurocentret på Rigshospitalet. Håbet er, at projektet ender med komme gravide og psykiatriske patienter til gavn, fortæller Vibe Gedsø Frøkjær.

”Det er vigtigt, at vi som forskere går nye veje og ikke er bange for at nedbryde barrierer, men i stedet bygger bro på tværs af de - til tider - kunstige skel, vi ser mellem specialerne. Med dette projekt vil vi forhåbentlig komme tættere på en forståelse af, hvorfor og hvordan nogle gravide har hormonelle udsving, der resulterer i hjernesygdomme som fx depression efter fødsel - og om vi kan åbne det 'window of oppotunity', der er for at beskytte mod udviklingen af disse sygdomme,” siger Vibe Gedsø Frøkjær.