Skip to main content

Mindeord for Hans Erik Johnsen

Natten til torsdag den 17. maj døde professor, overlæge dr.med. ved Hæmatologisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital og Aalborg Universitet Hans Erik Johnsen pludseligt og uventet. Hans Erik Johnsen var en af de største fortalere for klinisk implementering af molekylærbiologisk og bioinformatisk baseret diagnostik og prædiktion.

Hans Erik Johnsen er født og opvokset i Aalborg og blev uddannet fra Aarhus Universitet i 1976. Efter ansættelser på Aarhus Sygehus og Herlev Hospital kom han i 2005 til Aalborg Universitetshospital, hvor han blev ansat som professor i blodsygdomme ved Hæmatologisk Afdeling.

På Aalborg Universitetshospital blev Hans Erik Johnsen en inspirerende og utrættelig drivkraft for klinisk forskning, ikke bare inden for hæmatologien, men hele kræftforskningen. Han har været afgørende for retning og organisering af Hæmatologisk Afdelings forskning og kliniske drift, for hvilken hospitalet har opnået stor anerkendelse, såvel nationalt som internationalt.

Blandt Hans Erik Johnsens væsentlige bedrifter under sin ansættelse på Aalborg Universitetshospital, har været hans arbejde med at opbygge en stor og respekteret hæmatologisk forskningsenhed og senest et egentligt kræftforskningscenter i Aalborg.

Med Hans Erik Johnsen i spidsen og i et tæt samarbejde mellem klinikere og forskerkollegaer fra ind- og udland har enheden målrettet beskæftiget sig med klinisk implementering af molekylærbiologisk diagnostik og klassifikation af sygdomme, med henblik på at sikre særligt patienter med kræftsygdomme en mere præcis og målrettet behandling med færre bivirkninger. Et forskningsarbejde, der netop står foran at skulle kulminere i form af et klinisk implementeringsprojekt.

Den innovative tilgang til udforskning af maligne blodsygdomme og anvendelsen af molekylærbiologiske karakteristika til klassifikation, prognosticering og forudsigelse af respons på medicinsk behandling, som Hans Erik Johnsen har stået for, har medvirket til, at såvel Hæmatologisk Afdeling som hele Aalborg Universitetshospital har opnået stor anerkendelse i videnskabelige kredse.

Hans Erik Johnsen var én landets førende eksperter inden for personlig medicin, og han var stor fortaler for en klinisk udbredelse af området i diagnostikken og behandlingen af kræftsygdomme. Via hans livslange og særlige interesse for identifikation og karakterisering af cancer stamceller, hvor især myelomatose stamcellen har været et tilbagevendende tema i hans forskning og kliniske virke, har han bidraget væsentligt til forståelse af hæmatologisk sygdoms opståen og udvikling. Hans videnskabelige produktion talte mere end 270 artikler i ansete internationale tidsskrifter.

Hans Erik Johnsen vil blive savnet. Han var en dygtig og meget respekteret forskningsleder, der gennem hele sin karriere har udvist et brændende engagement for at skabe nye og bedre behandlinger til gavn for patienterne, men også en stor trang til at uddanne og inspirere en yngre generation af forskere. Han elskede originale forskningsidéer og forfulgte dem med stor tillid og tiltro til, at i fællesskab og ved samarbejde kan selv de sværeste problemer løses. Han kunne stille store krav, men gik aldrig selv af vejen for at gå forrest og hans evne til at se løsninger og talenter var umådeligt stort.

Vore tanker går til hans hustru Bente, børn og børnebørn.

Æret være hans minde.

Paw Jensen, ledende overlæge, Hæmatologisk Afdeling, Aalborg UH, Karen Dybkær, professor, Klinisk Institut, AAU og Hæmatologisk Afdeling, Aalborg UH, Martin Bøgsted, professor, Klinisk Institut, AAU og Hæmatologisk Afdeling, Aalborg UH, Tarec Christoffer El-Galaly, overlæge, Hæmatologisk Afdeling, Aalborg UH og Søren Pihlkjær Hjortshøj, forskningschef og institutleder, Aalborg UH og Klinisk Institut, AAU.