Kristian Lunds blog
Nyheder, analyser og debat om kræftbehandling
Branding Celgene

Filip Krag Knop får stor europæisk diabetespris

Ny og banebrydende forskning om tarmen som et vigtigt organ for udskillelse og regulering af glukagon samt mange opsigtsvækkende resultater om tarmhormoner og deres betydning for udviklingen af diabetes.

Sådan lyder begrundelsen for, at Filip Krag Knop, forskningsleder ved Klinisk Metabolisk Fysiologi på Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) og professor ved Københavns Universitet, har fået tildelt den fornemme anderkendelse European Journal of Endocrinology Award.

I den anledning holder han lørdag en prisforelæsning ved den europæiske kongres for endokrinologer.

”I vores forskningsgruppe har vi bidraget med viden om, hvor og hvordan hormonet glukagon produceres i kroppen. Med resultaterne har vi hjulpet med at skabe sammenhæng og forbinde den megen forskning, der allerede er på området, så der nu er større forståelse af, hvordan mavetarmkanal og lever arbejder sammen og har vigtige roller i bl.a. vores blodsukker- og appetitregulering”, siger Filip Krag Knop.

”Det er en stor ære at modtage prisen og ikke mindst den tillid til vores forskningsresultater, som prisen repræsenterer – vores resultater hviler jo på skuldrene af giganter inden for forskningen i tarmhormoner, diabetes og appetitregulering,” siger han.