Skip to main content
Maya Dusenbery kom på sporet af, hvad hun opfatter som sundhedsvæsnets ’systemiske og ubevidste forskelsbehandling’ af kvinder, da hun i slutningen af 20´erne selv blev syg af reumatisk gigt.

Forfatter: Læger lærer at være sexistiske allerede under studiet

Kvindelige patienter får dårligere behandling end mænd i sundhedsvæsenet, som ligger under for en systemisk, men ubevidst sexistisk opfattelse af kvinders subjektive symptomer, hævder forfatter i ny bog.

Det betyder bl.a., at kvinder bliver diagnosticeret og behandlet senere end mænd.

”Der er i medicin en lang historisk tradition for at opfatte kvinder som hysteriske og derfor afvise deres sygdomssymptomer som noget, der bare foregår oppe i deres hoveder,” mener den amerikansk journalist og forfatter Maya Dusenbery, der netop har udgivet bogen ’Doing Harm: The Truth about how bad Medicine and lazy Science leave Women dismissed, misdiagnosed and Sick’.

At stemple kvinder som hysteriske,  tilhører ifølge Maya Dusenbery ikke en svunden tid, men har overlevet i den medicinske verden:

”For tiden er én af de mest benyttede medicinske termer ’funktionelle lidelser’. Det er en tilsyneladende neutral term, men den anvendes til at antyde en psykogenetisk årsag fremfor en somatisk," kritiserer hun og uddyber:

”Den medicinske verden har fastholdt ideen om, at den kan forklare alle symptomer, som den ikke lige kan tilskrive en fysisk sygdom, med patientens sind, og den har insisteret på, at især kvinder får den slags symptomer. Hysteri er ikke noget, der er forsvundet," hævder Dusenbery, der mener at kunne påvise, at kvinder derfor bliver senere diagnosticerede end mænd og således skal kæmpe hårdere for den relevante medicinsk behandling, som de har behov for, fordi lægerne ikke tror på dem.

Maya Dusenbery kom på sporet af, hvad hun opfatter som sundhedsvæsnets ’systemiske og ubevidste forskelsbehandling’ af kvinder, da hun i slutningen af 20´erne selv blev syg af reumatisk gigt.

Gennem sin egen sygdom kom Maya Dusenbery i kontakt med andre kvinder med autoimmune sygdomme. Og til hendes store overraskelse berettede kvinderne ofte om vanskeligheder med at blive troet af lægerne og få de rigtige diagnoser, selv om autoimmune sygdomme er udbredte. Mange af kvinderne havde til fælles, at lægerne i begyndelsen af deres sygdomsforløb havde tilskrevet deres symptomer psykiske tilstande som for eksempel stress, depression, overfølsomhed og for mange negative tanker fremfor fysisk sygdom.

Ifølge Maya Dusenbery lærer såvel mandlige som kvindelige læger allerede i studieårerne den forskelsbehandling og mistillid til kvinders egne fortællinger, som hun forsøger at påvise eksistensen af ved hjælp af en hvirvelvind af statistikker, videnskabelige rapporter, medicinske studier og patienthistorier,

”Den kulturelle manglende tillid til kvinder, som er ældgammel og dybt integreret, viser sig at styre kvaliteten i hver eneste behandlingsstadie,” erklærer hun.

’Doing Harm’ vil sikkert skille vandene på samme måde, som #MeToo-bevægelsen har gjort det. Og nogle vil givetvis mene, at Dusenbery er et godt eksempel på en feministisk hysteriker i en semi-intellektuel 2018-forklædning - for ’selvfølgelig lider kvinder da ikke ubodelige skader i sundhedsvæsnet på grund af deres køn!

Men ideerne om, at sexisme influerer på kvaliteten af de sundhedsydelser, som kvinder modtager, er ikke nye. De var for eksempel fremme i 60’erne og 70’erne og betød da blandt andet også dengang, at medicinalselskaberne fik besked om også at inddrage kvinder i deres medicinafprøvninger. Og det er svært at afvise, at for eksempel kvinders hjertesygdomme i mange år blev underkendte og afviste, alene fordi kvinder ved en blodprop i hjertet kan fremvise helt andre symptomer end mænd, hvis symptomformer var den lægelige norm. Ligesom en række nyere undersøgelser faktisk viser, at kvinder behandles langsommere i akutafdelinger, og at de bliver ringere smertedækkede end mænd.

Og selv forklarer Maya Dusenbery sine påstande om institutionaliseret sexisme med, at selv de bedste læger simpelthen ikke får den viden, som de behøver for at tage sig ligeså godt af deres kvindelige som mandlige patienter:

”Der er i den medicinske viden i sig selv et institutionaliseret vidensgab, hvorfor det ikke handler om at udpege enkelte sexistiske, rådne æbler. De fleste sygdomme er fortsat især blevet studeret hos mænd, og de mange uforklarede sygdomstilstande er ofte netop uforklarede, fordi de især rammer kvinder, hvis symptomer afvises. Og fordi kvindernes symptomer afvises, bliver der ikke forsket i dem, så man kunne lære at forstå sygdommene, som symptomerne er udtryk for. Symptomerne bliver ved at være medicinsk uforklarlige," siger Dusenbery.

Og dette vidensgab mener hun igen fører til et tillidsgab i kraft af, at lægen for at nå frem til den rigtige diagnose er nødt til at stole på de subjektive symptomer, som kvinderne rapporterer, at de føler i deres kroppe. Men da disse ikke altid kan bekræftes ved en test, tages de ikke alvorligt og afvises som følelsesmæssige reaktioner.

”Kvinderne bliver således ramt af både et medicinsk vidensgab og et tillidsgab, som begge forstærker hinanden," skriver Dusenbery, som også mener, at kvindernes situation forværres af, at læger sjældent får feedback på forkerte diagnoser og derfor aldrig får at vide, at kvinderne alligevel ikke var psykogenetiske, når de efter en række lægebesøg hos andre læger så alligevel får stillet en fysisk diagnose, der forklarer deres symptomer.

 

  • Doing Harm
  • Maya Dusenbery
  • Forlag: Harperone
  • 320 sider
  • Pris på www.saxo.com: kr. 249,95