Skip to main content

Blodig, beskidt og brutal bog om kirurgiens kunst

BØGER: En gang var kirurger læger, som slog flere patienter ihjel end de kurerede, og ofte var deres operationer langt farligere for patienterne end deres oprindelige sygdomme. Det fremgår af en fremragende ny bog "Kirurgiens kunst" af den britiske historiker, Lindsey Fitzharris.

Lindsey Fitzharris har speciale i medicinsk historie, og i bogen beskriver hun på fremragende og mere end normalt underholdende vis, hvordan kirurger i 1800 tallet arbejdede uden bedøvelse, antiseptiske, anti-inficerende midler samt naturligvis også helt uden hjælp fra antibiotika.

Kirurgiens historie er blodigt, beskidt og brutalt fortalt, og det kan kræve en stærk mave at læse om, hvor ulækre og primitive de sanitære forhold var omkring datidens operationer, som ofte blev udført af ikke-udannede og fra hospitalernes side ulønnede slagtere, hvoraf en del ifølge Fitzharris endog var analfabeter. Et næsten helt århundrede, hvor de vigtigste krav til kirurgernes kompetencer var, at de var fysisk stærke og hurtige med kniven. Og hvor det at prale med, at man hverken havde tid til at vaske hænder eller skifte forklæde, var en accepteret og beundret del af kulturen. En fingernem kirurg kunne amputere et ben på under 30 sekunder.

Men det var ikke kun kirurgerne, som skulle være bomstærke. Det samme skulle patienterne, for døde de ikke af chok, smerter eller blodtab fra selve operationerne, så var risikoen for at de gjorde det i dagene efter på grund af post-operative infektioner og sepsis så høj, at hospitaler blev kaldt for portalen til døden. Faktisk var dødsraterne blandt de nyopererede på grund af de hospitalernes uhygiejniske forhold og deraf efterfølgende infektioner så høje, at det var sikrere at blive opereret hjemme på ens eget spisebord.

Én af de kirurger, som på grund af infektionernes hærgen foretrak sit eget spisebord, da han skulle operere sin søster for brystkræft, var den britiske kirurg, Joseph Lister, som dog allerede inden sin søsters sygdom var i færd med at vie sit liv til at løse mysteriet om de på  hospitalerne så mystisk mange dødsfald.

Og Lindsey Fitzharris har da også udover de gruopvækkende og nærmest vilde beskrivelser af manglende viden, beskidte instrumenter og livstruende operationsforhold især valgt at fokusere på Joseph Lister og hans livslange kamp for at få sine kolleger til at forstå, at bakterier og pus i rådnende sår ikke er en nødvendig del af en helingsproces, men en alvorlig trussel mod patienters overlevelse.

Men Listers kamp blev ikke set på med milde øjne. Og det var ikke kun hans rivaler som knurrede, bagtalte og protesterede, men også hans øvrige kollegaer, som havde svært ved at forstå og erkende at samtidigt med, at de med den ene hånd ønskede at hjælpe og helbrede, så var den anden hånd bag deres ryg ligeså fuldt ud beskæftiget med at inficere og slå ihjel.

Fitzharris overlader ikke meget til fantasien med sine malende beskrivelser af blod- og bakteriebefængte kirurger med uvaskede hænder og knive, frit omkringløbende rotter gnavende i amputerede kropsdele og de derfor mere end bakterievenlige forhold, som den arme Lister var oppe imod. En kamp som man må formode i bund og grund var inspireret af, at hans far, der var ekspert i at lave linser til mikroskopet, som på den tid af kirurger og Listers modstandere blev betegnet som en direkte fjende af medicinen og dens fremtidige udvikling.

Allerede som barn lærte Lister at bruge et mikroskop, og det var ved at anvende farens mikroskop på patientsår, at det gik op for ham, at de mange dødsfald ikke blot skyldtes, hvad der var en udbredt teori ’en uundgåelig dårlig luft på hospitaler’ men bakterielle vækster, som man måtte kunne gøre noget for at minimere hos patienten ved at destruere mikroorganismerne i såret, inden de blev til infektioner. Hans svar på udfordringen blev karbolsyre i høj grad inspireret af franske Louis Pasteur, som på dette tidspunkt også var i stærk modvind hos sine egne franske kollegaer på grund af sit banebrydende arbejde med forståelse af mikrober.

Men ligesom Pasteur fik oprejsning med tiden, så var Listers resultater efter 30 års kamp for sine patienters overlevelse til sidst så overbevisende, at det blev ham og ikke hans fjendtlige kollegaer, som den engelske dronning, Viktoria kaldte på, da hun i 1871 skulle gennemgå en operation i armhulen. Dronningen overlevede og han blev adlet.

Kirurgiens kunst, som dog handler mere om fordomme, død og intriger end egentlig kirurgisk kunst, er historisk, medicinsk populærvidenskab, når det er bedst. Bogen er rasende underholdende og gribende skrevet samtidigt med, at man som læser føler sig helt tryg ved at de videnskabelige og historiske facts er faktuelle fremfor bårne af fiktive forfatterfornemmelser og postulater blot for at gøre en god historie endnu bedre.  De fleste reaktioner på hans årtiers forsøg på at løse infektionernes hærgen stammer - bortset fra en artikelrække i the Lancet - fra private breve til hans familie og nærmeste venner. Især brevene mellem Lister og hans far er rørende vidnesbyrd, om hvor vanskeligt det kan opleves at være en pioner på sit felt.

 

  • Kirurgiens kunst
  • Lindsey Fitzharris
  • Forlag: Lindhardt og Ringhof
  • 267 sider
  • Pris: Kr. 299,95