Skip to main content

Tarmen er blevet cool, hot og glamourøs

BØGER: En forbedring af tarmens bakteriekultur kan blandt andet give vægttab, booste immunforsvaret, mindske risikoen for diabetes 2, angst, eksem, astma og depression, mener den britiske læge og videnskabsjournalist Michael Mosley, der har skrevet bogen ’Sund mad til kloge tarme’.

"Der bor flere end 50 billioner mikroorganismer fordelt over mindst 1000 forskellige arter i vores tarme. De vejer i alt cirka to kilo, og tilsammen udgør de vores mikrobiom. Nogle fødevarer vil hjælpe dit mikrobiom til at trives, mens andre er sunde tarmes fjender. Tarmen er vores anden hjerne, og du kan få den til at arbejde smartere for dig," erklærer Michael Mosley i sin nye bog ’Sund mad til kloge tarme’.

På verdensplan forskes der lige nu i det menneskelige mikrobiom som aldrig før. Håbet er, at forskningen vil kunne bidrage til en ny forståelse af en lang række sygdomme, og mange forskere og læger er som Mosley overbeviste om, at tarmen og dens flora vil være blandt de vigtigste forsknings- og forståelsesområder inden for medicin i dette århundrede. En forskning, som er blevet muliggjort af blandt andet den danske tarmforsker Oluf Borbye Pedersen, som har udviklet en metode til DNA-sekventering af tarmen, som givet mulighed for helt nye indsigter i det ellers så oversete organ.

"Indenfor de seneste to år er der kommet nye studier ud nærmest hver eneste uge, som påpeger vigtigheden af at have en sund tarm," fortæller Michael Mosley, som blandt henviser til et australsk studie, som demonstrerer, hvordan Middelhavsdiæten kan afhjælpe depression, og hvori forskerne bag studiet vurderer, at forbedringerne skyldes en forbedret tarmfloras gavnlige påvirkning af hjernen.

"Jeg er overbevist om, at mange lidelser bliver bedre behandlede ved en forandring af diæten, for eksempel ved at følge Middelhavsdiæten, en mere variabel kost og et øget indtag af fermenterede fødevarer fremfor medicin og antidepressiver," skriver Michael Mosley, der ikke selv udfører videnskabelig forskning, men har adgang til at tale med verdens førende tarmforskere efter at have modtaget adskillige prestigefyldte priser for sit arbejde som videnskabsjournalist, filminstruktør og vært for den britiske tv-station BBC - samt efter at have skrevet de globale bestsellere ’5:2 Kuren’ og ’Høj Puls’.

Men Mosley samtaler ikke kun. Han lader også forskerne eksperimentere med sin egen krop, og den røde tråd i ’Sund mad til kloge tarme’ er da også et minikameras 12 timer lange og fascinerende rejse gennem hans egen tarm, som forskere demonstrerede for publikum på en storskærm på London’s Science Museum i England for et par år siden.

Men Michael Mosley er ikke kun eminent dygtig til at finde vej til verdens dygtigste forskere, fatte hvad de fortæller ham samt til at sætte sig selv og sit helbred i spil på pædagogikkens vegne. Mosley er også en formidabel kommunikator. Han bemestrer i den grad kunsten at gøre det svære nemt forståeligt og relevant sådan, at hans populærvidenskabelige tilgang til de mange forskeres videnskabelige fund  alligevel fremstår fuldt troværdige trods en høj underholdningsværdi i måden, han fortæller og demonstrerer sine vigtigste pointer.

Så man tror på Mosley, når han skriver, at alt det, som vi troede, at vi vidste om tarmen indtil for få år siden før DNA-sekventeringen, ganske enkelt er forkert, misvisende og mangelfuldt. Og man tror faktisk også på ham, når han skriver, at grunden til, at han har skrevet sin bog, er, at vigtige og relevante forskningsresultater har det med at sive for langsomt ud til befolkningen, og at han vil øge bod på dette ved allerede nu at hjælpe sine læsere med at indarbejde den nu eksisterende nye videns vigtigste indsigter i deres eget liv.

Mosley’s hjælp til læseren med at forsøge at styre de henholdsvis hjælpsomme eller skadelige bakterier er da således heller ikke kun en tour de force i videnskaben omkring vores mikrobiom. Sund mad til kloge tarme består i lige så høj grad af konkrete råd om hvilke fødevarer, som hjælper tarmen og tips til hvilke man bør undgå, forklaringer på forskellene på pre- og probiotics, kortlægninger af hvordan motion, søvn, antibiotika og stress interagerer med vores mikrobiom og endelig en række madopskrifter på måltider, der kan styrke vores mikrobiom, og som hans hustru, der også er læge, har afprøvet gennem et par år på sine patienter med stor succes.

"At fodre og behandle sit mikrobiom ordentligt er vigtigt, så spis uforarbejdet mad og mange forskellige planter. Undgå sukker og antibiotika så vidt muligt. Eksperimenter med fermenterede fødevarer," lyder opfordringerne fra Michael Mosley, der i øvrigt ikke er fan af industriens fabriksfremstillede pro- og prebiotika mediciner, som han ikke mener på nogen måde kan konkurrere med sunde og tarmvenlige fødevarer.

"De industrielle produkter har alt for lave dosis, og variationen i antallet af bakteriestammer er alt for begrænsede. Personligt vil jeg ikke købe dem," erklærer Mosley hvis kritik gælder for såvel kapsler som drikkevarer med tilsat pre-eller probiotika.

 

  • Sund mad til kloge tarme
  • Michael Mosley
  • Politikens Forlag,
  • Pris: 250 kr.