Skip to main content
Nyheder om ny medicin, behandlinger og beslutninger i sundhedsvæsenet

Ny hud-professor på Københavns Universitet

Jacob Pontoppidan Thyssen

Overlæge på Hud- og allergiafdeling på Herlev og Gentofte Hospital, Jacob Pontoppidan Thyssen er tiltrådt som professor i dermatologi med eksem som særligt område på Københavns Universitet og Herlev og Gentofte Hospital.

Jacob Pontoppidan Thyssen har bedrevet omfattende forskning og har en lang række publiceringer og forskningsansættelser bag sig. Siden 2015 har han blandt andet været tilknyttet Københavns Universitetet som klinisk forskningslektor. I sin forskning har han gennem årene især haft fokus på eksemsygdom. I de første år arbejdede han primært med metalallergi, kontakteksem og håndeksem, men han har i de seneste mange år i særdeleshed arbejdet med atopisk eksem. Han har særlig interesse i hudens barrierefunktion og anvender non-invasive metoder til at studere denne. Derudover anvender han epidemiologiske metoder til at studere årsager og komorbiditeter til atopisk eksem.

Jacob Pontoppidan Thyssen fortsætter sit kliniske arbejde på Herlev og Gentofte Hospital, hvor han allerede kommer fra en delestilling med 50 procent klinisk arbejde og 50 procent forskning.

Jacob Pontoppidan Thyssen vil i de næste par år undersøge, hvilken betydning hudbarrierens tilstand har i de første levedage for udvikling af atopisk eksem, samt undersøge genetiske og miljømæssige faktorer hos grønlandske eksembørn.

Tiltrædelsesforelæsningen foregår 26. april kl. 14 på Gentofte Hospital, hvor Jacob Pontoppidan Thyssen holder forelæsning om sin forskning i eksem.