Nyt om diagnose, behandling og debat om Multiple Sclerose
Branding Celgene
En beslutning truffet i ægtesengen om at elske, hvad livet byder på, gennemstrømmer Ninas sidste tid - og hendes bog, som først udkom efter hendes død.

Da Ninas bog udkom var hun død

BØGER: The Bright Hour er en fabelagtig livsbekræftende, sjov, men også sørgmodig bog om at elske livet og alle dets almindeligheder tæt på dets afslutning. Grib den og livet!

Den unge brystkræftramte poet og forfatter Nina Riggs har ret, når hun siger, man ikke behøver at frygte hendes memoirer om livet og døden med kræft.

For Nina Riggs begyndte det hele for knapt to år siden med, hvad lægen kaldte for ‘en lille plet’. Det skulle ikke lyde livsfarligt eller som noget, der kunne berøve hende chancerne for at se sine to små sønner, Freddy og Benny på fem og otte år vokse op. Men pletten skulle vise sig at være en aggressiv og dødelig brystkræft, og da hun som 39-årig i år udgav ’The Bright Hour: A Memoir of Living and Dying’ var hun allerede død.

Nina Riggs fortæller os allerede i forordet, The Bright Hour, at hun ikke kommer til at overleve sin brystkræft trods mastektomi, røntgenbehandling, kemoterapi, rygmarvsoperation og eksperimentel behandling, og bogen er inddelt i fire afsnit, som følger sygdommens fire forskellige stadier med stadie fire som den sidste og ikke kurable fase.

I The Bright Hour følger vi Riggs på hendes rejse ind i cancerlandet sammen med sine forældre, advokatmanden John og de to børn samt nærmeste venner i de knap to år, som hun når at leve fra, at hun har fået konstateret pletten og til, at hun dør af metastaser i lungerne. Men uanset, at vi godt ved, hvordan det ender, så følger man hende lige åndeløst anspændt, om det går op eller ned.

Og ned går det ofte i det halvandet år, hvori hun kæmper for at udholde de uvirksomme behandlinger og plagsomme bivirkninger. Undervejs får en veninde samme kræftsygdom som hun selv, den ene søn får konstateret stærkt behandlingskrævende diabetes 1 og hendes elskede, standup komedie-agtige mor dør af leukæmi, så det er voldsomme belastninger, som hun og hendes nærmeste rammes af.

Men Riggs´ familieliv er tydeligvist godt, og hun beslutter, at hendes alt for tidlige død ikke må hindre hverdagens muligheder for skønhed, naturglæder, poesi og lykkefølelser.  Bestræbelserne på at forstå og glæde sig over livet, samtidigt med at hun forbereder sin bortgang, er renset for melodramatiske deklamationer om krig mod kræften og teatralsk new-age-agtig happyness i dødens skygge. Hver dag skal bare leves, forstås, bruges og nydes - også de dage, hvor hun er mest døende.

Fuld af en bittersød, tør humor

Så trods den dybt triste og ulykkelige livssituation er Riggs´ åbne, kærlige og hjerteskærende funderinger over livet, sit parforhold, moderskab og andre udfordringer, relationer og oplevelser for eksempel i det ellers så barske cancerland med læger, behandlere og andre patienter også fulde af en bittersød, tør humor og et væld af sjove one-liners, som bidrager til, at The Bright Hour i langt højere grad er en bog om at leve end om sygdom, angst og lidelser.

Og når det i den grad lykkes for Riggs at holde sit livsbegær intakt, så skyldes det ifølge hende selv hendes tip-tipoldefar, den berømte amerikanske filosof og forfatter, Ralph Waldo Emersons dagbøger om livsudfoldelse i hverdagen trods risiko for døden samt den franske filosof Michel de Montaigne, som skrev, at ’ man skal leve sit liv med bevidsthed om døden i stuen’. Begge skribenter bruger hun som ledestjerner, og de citeres gennem hele bogen, som er både lyrisk, konkret, skarp, passioneret og gribende velskrevet.

Men livsduelighed, styrke og humor eller ej. Riggs lægger dog samtidigt ikke skjul på, at det kan være mere end almindeligt vanskeligt og ensomt at være ramt af uhelbredelig sygdom. For eksempel da hun og ægtemanden i begyndelsen af behandlingsforløbet en sen aften ligger i sengen, og han siger: ’Jeg kan næsten bare ikke vente på, at tingene bliver normale igen’, og hvor det går op for hende, at der måske aldrig mere kommer nogen normalitet. Hun bliver vred, men træffer samtidig sin beslutning om, hvordan hun vil leve, og siger til ham: ’Når du tænker på den måde, ødelægger du mit liv lige nu. Jeg er nødt til at elske disse dage på samme måde, som jeg elsker enhver anden dag.”

Og det er denne beslutning truffet i ægtesengen om at elske, hvad livet byder på, som gennemstrømmer hele The Bright Hour fra forord til afslutningen, som hun skrev på til det sidste fra et hospice i Greensboro, New York City, hvorfra hun med hjælp fra sin mand skrev, at hun ’opfattede det som en gave, at hendes kræftsygdom havde tvunget hende til at værdsætte sit liv, men også døden’:

“Jeg var nødt til at omfavne erfaringerne ved at have kræft, for den kræft var en uomgængelig del af min erfaring med min mand, mine børn og mine kæreste venner. Så jeg vil sige, at jeg virkelig håber, at den bog, jeg skrev, vil få jer til at føle mere glæde end noget som helst andet,” skrev hun i en mail, to dage før hun døde.

 

  • The Bright Hour: A Memoir of Living and Dying
  • Af Nina Riggs
  • Forlag: Simon & Schuster
  • Sprog: Engelsk
  • Kan købes via Saxo.com

 

 

Branding Celgene