Skip to main content

Verdensberømt hjernekirurg raser mod hospitalskulturen

ANMELDELSE: Englands stjernekirurg Henry Marsh leverer i en ny bog, Admissions, en sønderlemmende kritik af det britiske sundhedsvæsen. Han har nu et ’selvmords-kit’ liggende, fordi han er rædselsslagen for på sine gamle dage at blive afhængig af sundhedsvæsenet.

Selvfølgelig skal der være regler for lægers arbejde, men læger har lige så meget brug for tillid - frem for i dag hvor et depersonificeret sundhedsvæsen mumificerer sine læger i en såvel patient- som lægefjendsk hospitalskultur fuld af meningsløse reglementer.

Det fastslår en af Englands mest berømmede hjernekirurger, Henry Marsh, i sin nye bog, Admissions, hvori den verdensberømte kirurg hudfletter, hvad han oplever som det britiske sundhedsvæsens deroute fra at være ’en triumf af ordentlighed og social retfærdighed’ til nu at være noget, som "politikerne har fejlet på grund af manglende vilje til at indrømme over for vælgerne, at det behøver flere penge".

Et offentligt sundhedsvæsen, som han elsker, men som han derfor også frygter, han er i færd med mod sin vilje at sige farvel til.

Men det er ikke kun det offentlige sundhedsvæsens krise, som plager den mere eller mindre netop pensionerede kirurg og arbejdsnarkoman, for uanset hvor mange patienter han har hjulpet, og hvor mange liv han har reddet med sin skalpel i sit arbejde gennem 40 år, så martres han nu, hvor han er blevet ældre, af sit fags utilstrækkelighed og ikke mindst egne fejl og mangler, som i en række tilfælde har ført til unødig død eller invaliderende lemlæstelser for hans patienter.

"Som tiden går, begynder mange læger at internalisere de historier, som de vil fortælle sig selv om deres overlegne vurderinger og evner. Men de bedste aflærer sig dette selvbedrag og bliver i stand til at acceptere deres fejlbarlighed og lærer af deres fejl. Vi lærer altid mere af vores fejl end af vores successer. Succes lærer os ingenting," skriver Marsh, som i 2014 udgav bestselleren, 'Do not harm', som blandt andet også beskæftigede sig med den indre kirkegård i form af utilsigtede skadede og derfor tabte, døde patienter, som han mener alle kirurger i skamfuldhed og afmagt bærer rundt på.

Marsh’s anfægtelser over kirkegården og de nye utilstrækkelige forhold for såvel læger som patienter er ikke blevet mindre siden. ’Do not harm’ gik sin sejrsgang verden over, men er tværtimod på grund af hans stigende alder og deraf kommende måske også snarlige egne behov for god kvalitet i sundhedsvæsenets ydelser, blevet endnu mere påtrængende:

"Som juniorlæge er du temmelig afskåret fra de realiteter, som mange af vores ældre patienter lever i. Men nu mister jeg min afstand i takt med, at jeg forbereder mig på at gå på pension. Jeg bliver en del af underklassen af patienter, ligesom jeg var, før jeg blev læge – jeg er ikke mere én af de udvalgte," skriver han- få dage inden han afslutter sin sidste arbejdsdag med at vride næsen hårdt rundt på en medarbejder, som nægter at fjerne et af retningslinjerne påkrævet, men for den hjerneskadede patient ubehageligt og helt unødvendigt dræn gennem næsen.

Marsh, der selv mener, at han lejlighedsvist mærker svage tegn på en kommende demens, siger, at han er rædselsslagen for at blive afhængig af dagens sundhedsvæsen og "dets flåde af ikke-involveret personale". Så rædselsslagen for denne ligegyldighed og den deraf for patienter følgende personlige uværdighed, at han har samlet sig en mindre række selvmords-egnede medicinske præparater, som han dog ikke ved, om han tør bruge i den sidste ende.

"Jeg ynder at joke med, at mit selvmords-kit er min allermest højtskattede besiddelse – og mere værdsæt end mine øvrige ejendomme som arvestykker, værktøj og malerier. Men når man føler sig sund og rask, er det relativt nemt at joke med at ville tage sit liv for at opretholde sin værdighed. Og jeg kan ikke forudsige, hvad jeg vil føle, når jeg ved, at mit liv nærmer sig sin afslutning, en afslutning som kan blive oprørende og nedværdigende. Måske jeg ikke har modet til at afslutte det, og måske jeg alligevel vil klynge mig desperat til den smule liv, jeg har tilbage," indrømmer Marsh, hvis åbenhed, nøgne selvrefleksioner og næsten desperate ærlighed omkring sit fag og sine egne personlige dæmoner, løber som en glødende rød tråd gennem hele bogen.

Hvis Marsh, der heller ikke lægger skjul på, hvordan han selv lyver for patienter, ydmyger og slås med kolleger og roder i sit privatliv, kunne vælge sit erhverv om, er han ikke sikker på, at han ville være læge igen, og i hvert fald nok slet ikke indenfor neurokirurgien, hvis verden af kritiske beslutninger om andres liv har gennemvædet hans eget liv med en nervøsitet og frygt, som han med lettelse vil lægge bag sig.

I bogen beskriver han 'den store underverden af lidelse', som de fleste vælger at ignorere, men som hans arbejde har tvunget ham til konstant at konfrontere sig med.

Admissions er så vedkommende for både læger og patienter samt så velkomponeret og elegant skrevet, som er det en god roman, at man kun kan håbe på, at den i dag 66-årige stjernekirurg også fremover griber pennen frem for skalpellen – og at hans tid ikke er så kort, som man som læser oplever, at han fornemmer eller måske ligefrem ved, at den er. Det sidste vil være synd både for ham og os andre.

  • Admissions - A Life in Brain Surgery
  • Henry Marsh
  • Kr. 210 hos saxo.com

om Marsh

Henry Marsh er født i 1950. Han er en britisk neurokirurg, der især blev kendt for at udføre åbne hjerneoperationer, altså operationer, hvor patienten er vågen, mens kirurgen opererer i hjernen.

Henry Marsh har desuden udført ulønnet frivilligt arbejde i Nepal samt i Ukraine, hvor han har hjulpet med at opbygge neurokirurgien efter Sovjets fald. BBC har sendt to programmer om hans arbejde.

Henry Marsh skrev også biografien Do not harm.