Nyt om diagnose, behandling og debat om Multiple Sclerose
Branding Celgene

Irriterende, men interessant podcast om nydelse i hjernen

PODCAST: "Hvad sker der i den nydelsesfulde hjerne" kan høres på Politikenlive her

Morten Kringelbach

Hvor foregår nydelsen i hjernen, når vi ser, smager, mærker, hører og dufter noget godt? Hjerneforsker forsøger i ny podcast at give svaret.

Ifølge hjerneforsker og professor ved Oxford University, Morten Kringelbach, sker al nydelse samme sted- nemlig i den forreste del af hjernen, den orbitofrontale cortex.

"I forhold til nydelse er er ingen forskel på mænds og kvinders hjerner, som består af netværk, hvoraf de vigtigste handler om emotioner," forklarer Morten Kringelbach et lyttende publikum i denne interessante, men også irriterende Politiken Live Podcast.

Podcasten er irriterende, fordi forskeren ikke får nogen hjælp til at fortælle os lyttere sin bedst muligt version om sit arbejde. Kringelbach er helt overladt til sig selv på en scene, hvorfra han tydeligvist improviserer i denne den billigste form for podcast produktion. Men podcasten er ikke desto mindre interessant, eftersom Kringelbach's forskning omhandler hele grundlaget for, hvordan vi oplever vores daglige tilværelse.

Morten Kringelbach har nemlig gennem mere end ti år benyttet de nyeste hjerneskanningsteknikker til at forske i nydelse i hjernen samt publiceret et hav af videnskabelige artikler herom i internationale tidsskrifter.

Men Kringelbach interesserer sig ikke bare for nydelse for nydelsens skyld. Han mener også, at netop hjernens nydelsesområde har afgørende vigtighed for forståelse og behandling af blandt andet affektive lidelser som depression, kroniske smerter, bipolaritet og spiseforstyrrelser.

"Mange af os kommer til at lide af affektive lidelser, og det første som går i stykker er nydelsesnetværket - for eksempel er depression karakteriseret ved fravær af nydelse," forklarer Kringelbach, der også blandt andet har arbejdet med at fastslå, hvad der sker i hjernen når man hører musik, har sex, spiser chokolade eller ser en særligt nuttet baby.

"Jeg har undersøgt næsten alle de nydelser, som findes og nydelse handler om et tidsforløb, der strækker sig over de tre faser begær, nydelse og mæthed, og hvor det vigtige især er faseovergangene i nydelsesnetværket," forklarer Kringelbach, der argumenterer for, at der er vigtige behandlingsmuligheder for såvel affektive lidelser som for fysiske smerter ved at rebalancere patienternes hjerne blandt andet ved hjælp af elektroder i hjernen.

Men hvorfor patienter ikke nyder gavn af denne form for behandlinger, hvis det er rigtigt, at et par uskyldige elektroder mere eller mindre ved et snuptag kan rebalancere hjernen og gøre de ellers ofte meget syge patienter raske igen, er der dog ingen forklaring på i podcasten.

I stedet fortsætter Morten Kringelbach sin beretning om elektronerne ved at fastslå som fakta, at nydelse og oplevelse af smerter er stærkt forbundne i samme netværk i hjernen, og at han derfor sammen med sin forskergruppe har lavet effektive smertelindringsforsøg med forsøgspersoner, der havde fået amputeret dele af deres krop:

"Mennesker, som er blevet amputerede, får ofte fantomsmerter. Behandlingen er enten morfin, som kun smertelindrer et par måneder, herefter er de primært afhængige. Eller man forsøger at operere dem yderligere, hvilket kun gør smerterne værre. Det er et tragisk problem for mange med smerter. Men i stedet kan man stimulere hjernen, for nydelse og smerte er et og samme netværk," forklarer Kringelbach, som fortæller, at han i forsøg har påvist, hvordan man ved hjælp af elektrodeterapien i hjernen kan få de amputerede patienters smerteoplevelser under kontrol.

Det er tydeligt i podcasten, at Kringelbach har arbejdet mange år med sit stof, at han selv fuldt ud tror på rigtigheden i sin forskning - og at han samtidigt er en underholdende forelæser.

Men disse klare kvaliteter formår ikke at dække over, at man kan mærke, at professoren ikke kender sit publikum, og at han derfor kommer til at padle genert og usikkert rundt i sin målgruppe med det resultat, at man føler det som om, at han hele tiden skifter imellem at tale til én som var man et barn, en fagkollega eller en måske præ-dement pensionist, hvilket er en frustrerende svaghed ved podcasten, som man burde have ofret en studievært på.

En kompetent vært havde kunnet give professoren det nødvendige løbende mod- og medspil samt fokus. Tre elementer der ville have kunnet løfte podcasten fra det nu interessante, men irriterende overfladiske og svingende op til en værdifuld, dybere forståelse af en international forskers helt umiddelbart spændende og til tider kontroversielle forskning.