Skip to main content

Chris MacDonald vs. folkesundheden: 4-4

MEDIEKRITIK: Mange danskere har fulgt DR-programmet U-Turn om danskere med type 2 diabetes. Ni uger fik coachen Chris MacDonald til at tærske deltagerne gennem et hårdt program med motion og kostændringer for at vise, at det kan lade sig gøre at overflødiggøre medicinsk behandling. Og det lykkedes.

Programmet har åbenbart kunne henrykke sine seere. I gennemsnit blev anstrengelserne fulgt af en halv million seere. Så DR er sikkert tilfreds. Men hvad fik patienterne mon ud af forsøget, og gav det ny energi til det danske sundhedsvæsen. Tja, skal den samlede stilling gøres op, ender slaget med resultatet: 4-4.

Undervejs lykkedes det ellers i høj grad at aktivere danskerne. Diabetesforeningen har oplevet markant vækst i trafikken på sin hjemmeside, og intet mindre end 21.000 danskere har gennemført foreningens test, der viser, om man er i risiko for at have eller udvikle type-2 diabetes, og en stor andel af dem blev anbefalet at søge læge. 

Det er professor Henning Langberg, CopenRehab på Københavns Universitet begejstret for. ”Den slags screeningsprogrammer kan være problematiske, hvis man får stillet en diagnose, der ikke findes en behandling mod. Men lige med diabetes ved vi godt, hvad vi skal gøre, og jo før vi gør det, desto bedre er chancen for at forebygge komplikationer. Derfor er det rigtig vigtigt, at folk bliver klar over, om de har diabetes,” siger Henning Langberg til patientsitet Propatienter.dk.

Til gengæld advarer formanden for DSAM Anders Beich mod den slags programmer: ”Der er altid nogle dage efter de her sundhedsprogrammer, hvor folk går til læge for at blive forsikret om, at de er raske, selvom de ikke har nogen symptomer. Den her måde at oplyse om sundhed på er forbundet med en stor risiko for at sygeliggøre raske mennesker,” siger Anders Beich til Dagens Medicin.

De lærde er altså uenige.

Men hvad så med deltagerne i forsøget? Også dér er stillingen uafgjort. Seks danskere deltog i forsøget, og det lykkedes for dem alle at kvitte deres metformin – og det resultat kæmpede de for med deres store fighterhjerter. Men nu er der gået ni måneder siden optagelserne sluttede, og hvordan er det så gået med deltagerne.

Tre af deltagerne har kunnet fastholde det fine resultat, og de klarer sig stadig uden medicin. Men det gik galt for de andre tre – de har taget på i vægt igen, og de er tilbage i medicinsk behandling, fordi træningsprogrammet var for hårdt for dem. 

Hvad skal dommen så være over dette projekt? Valget er enkelt, projektet er en succes, ja, det er ligefrem en ubetinget succes. En sundhedsintervention, som fører til det ønskede resultat for halvdelen af deltagerne er vellykket. At det samtidig har ført til tidlig opsporing af type 2 diabetes hos en masse danskere er en værdifuld sidegevinst, uanset at Anders Beich er sur over at det har fået raske danske til at spekulere over om de er syge.

Men kan det bruges til noget? Desværre ikke. Dette TV-projekt kan jo ikke gentages i fuld skala – og alting er anderledes, når der ikke er TV-kameraer på - men det kan tjene til inspiration for de mange, der ikke tror en pind på anbefalingerne om kost og motion.