Roche - MS forbindelser har betydning
Medicinsk Tidsskrift
 Ny viden om behandling af patienter i almen praksis   
Branding Celgene

Her er årets 5 bedste sundheds-bøger

BØGER: Medicinske Tidsskrifters kultur-journalist, Maria Cuculiza, giver her sit bud på de fem bedste bøger fra ind- og uland indenfor sundhedsområdet i 2017. 

Det bedste for barnet: Kampen mod overvægt

Fremragende pædagogik fra overlægen

Svær overvægt er et kronisk sygdomsspektrum, som ikke kan løses ved at spise mindre og bevæge sig mere, fastslår overlæge i pædiatri og leder af Enheden for overvægtige børn og unge, Holbæk sygehus, Jens- Christian Holm i sin tankevækkende og systemkritiske bog ’Det bedste for barnet: Kampen mod overvægt’.

Vægtøgningen sker ifølge Holm ikke fordi, børnene og de unge spiser for meget og motioner for lidt, men fordi kroppen efter vægttab aktivt forsvarer fedtmassen ved at spare på energien i alle andre kropsfunktioner, hvorved patienten tager på igen.

Jens-Christian Holm har selv haft internationalt opsigtsvækkende vellykkede resultater med at hjælpe flere tusinde overvægtige og svært overvægtige børn med langvarige vægttab med den såkaldte Holbæk-kur, hvor mellem 70 og 85 procent ud af 3.700 børn og unge overvægtige taber sig.

Når ’For Barnets skyld’ får 6 stjerner, er det ikke kun fordi, at den er et stærkt og modigt forsøg på at korrigere, hvad han mener er en udbredt forkert mangel på forståelse af overvægtiges eget ansvar stillet overfor fedtmassens hormonelle regulering ved hjælp af  hormonet Leptin. Men også fordi, Jens-Christian Holm har formået at begå en bog, som er solidt lægefagligt dokumenteret  - samtidigt med, at den også kan bruges af de overvægtige selv, som på fremragende pædagogisk vis får forklaret, hvorfor det er så svært for dem at komme af med de overflødige kilo igen - samt hvad de skal gøre for, at de så alligevel kan opnå et mere permanent vægttab.

6 stjerner

Jens-Christian Holm: ’Det bedste for barnet’, Politikens Forlag, udkom 31. oktober, 250 kr.

 

Ve og Velfærd

Bogen, der er en gave til os alle

Den i forvejen murstenstunge bog ’Ve og Velfærd’ om lægerne og det danske sundhedsvæsen, også kaldet ’Ak og ve’ blandt læger, som synes, den er lige lovlig lang, har fået tilføjet flere og ny kapitler, og det har kun gjort den endnu bedre, og den burde uddeles til unge læger – eller være pensum på studiet.

Bogen er resultatet af to forfatteres samarbejde, deres integritet og deres uafhængighed. Den ene knyttet til Ugeskrift for Læger, men den anden er professor ved CBS som historiker på erhvervsområdet. De to er meget forskellige. Den ene har års erfaring med det danske sundhedsvæsen, den anden er en dygtig analytiker af historiske forløb, og det gør denne bog til noget særligt, blandt andet i kraft af forfatternes overlegne overblik over udviklingen af det moderne danske sundhedsvæsen. Det er faktisk en gave til os alle.

De nye kapitler sig med Sundhedsstyrelsens opsplitning, PLO’s dramatiske konflikt og lægernes faldende autoritet, demonstreret ved HPV-sagen og den beskedne opbakning til vaccinationsprogrammer m.v.

Alt sammen beskrevet med sans for de vigtigste detaljer og en indsigt, som gør bogen alle pengene værd – og en rigtig god julegave.

6 stjerner

Kurt Jacobsen og Klaus Larsen: ’Ve og velfærd’, FADL’s Forlag, er udkommet, 429,95 kr.

 

The Bright Hour: A Memoir of Living and Dying

Fabelagtig livsbekræftende og sørgmodig bog

Den unge brystkræftramte poet og forfatter Nina Rigs memoirs om sit liv og sin alt for tidlige død er en fabelagtigt livsbekræftende, sjov, men også sørgmodig bog om at elske livet og alle dets almindeligheder tæt på dets afslutning. 

Da Nina Rigs udgav ’The Bright Hour: A Memoir of Living and Dying’, var hun netop død, og hun fortæller os allerede i forordet, at hun ikke kommer til at overleve.

Men trods denne dybt triste og ulykkelige livssituation for den unge mor, er Riggs funderinger over livet fulde af en bittersød, tør humor og et væld af sjove one-liners.

Og når bogen til fulde har fortjent sine seks stjerner, er det fordi, The Bright Hour er en vidunderlig smuk, lyrisk og livsbekræftende bog om at leve. Skrevet af et menneske, som på et tidligt tidspunkt af sin sygdom traf en beslutning om at elske alt, hvad livet byder på – og som stillet overfor livets afslutning ovenikøbet er så generøs, at hun forsøger at lære os andre det samme, nemlig at leve livet, mens man endnu har det.

6 stjerner

Nina Rigs: ’The Bright Hour: A Memoir of Living and Dying, Simon &Schuster, 15 dollar på Amazon.com

 

The Digital Doctor: Hope, Hype and Harm at the Dawn of Medicines Computer Age

Topkarakter for væsentlighed og grundighed

Vejen til det digitale Nirvana i sundhedsvæsnet er bumpet og ligger langt ude i fremtiden.

Det fastslår læge og leder af den medicinske afdeling ved University of California, San Francisco, og forfatter til bestselleren ’The Digital Doctor: Hope, Hype and Harm at the Dawn of Medicines Computer Age’, Robert Wachter. Han tog et års orlov til at tale med læger og it-eksperter i den vestlige verden i et forsøg på at kulegrave fordele og ulemper ved digitalisering af hospitaler.

Konklusionen for den ellers oprindeligt så IT-teknologi begejstrede Wachter er, at de nye tiltag alt for ofte er til fare for patienter og læger, fordi sundhedsvæsnets ledere og administration ikke forstår, hvad den teknologi, som de indfører kan og ikke kan.

’The digital doctor’ skal have seks stjerner for sin væsentlighed, for sin grundige research, og for sin værdifulde analyse af de enorme kulturforandringer, som disse teknologier fordrer af hospitalsledere, læger og patienter- samt ikke mindst for at gøre det svære og komplicerede så nemt forståeligt.

6 stjerner

Robert Wachter: ’The Digital Doctor: Hope, Hype and Harm at the Dawn of Medicines Computer Age’, er udkommet, kan købes på Amazon.com for cirka 100 kroner.

 

Admissions: A life in brain-surgery

Bevægende læsning om skam og afmagt

Det britiske sundhedsvæsens er på vej fra at være ’en triumf af ordentlighed og social retfærdighed’ til nu at være noget, som ’politikerne har fejlet på grund af manglende vilje til at indrømme overfor vælgerne, at det behøver flere penge’.

Det fastslår en af Englands mest berømmede hjernekirurger, Henry Marsh, i sin nye bog ’Admissions’, hvori Marsh med stor personligt mod beskriver sit fags utilstrækkelighed. Og ikke mindst er beskrivelserne af hans skam og afmagt over egne fejl og mangler, som i en række tilfælde har ført til unødig død eller invaliderende lemlæstelser for hans patienter, bevægende læsning.

Marsh, der selv mener, at han lejlighedsvist mærker svage tegn på en kommende demens, fortæller også hudløst om sin egen rædsel for at blive afhængig af dagens sundhedsvæsen. En frygt for personlige uværdighed, som har ført til, at han har samlet sig sit kæreste eje i form af en mindre række selvmordsegnede medicinske præparater, som han dog indrømmer at han ikke ved om, han tør bruge i den sidste ende.

’Admissions’ er vedkommende for både læger og patienter samt page-turner agtigt velskrevet og dygtigt komponeret.

Men når han alligevel ikke kan komme op på de seks stjerner, så er det fordi, han lidt for ofte har travlt med at fremstille sig selv som ydmyg og beskeden, samtidigt med at han i samme åndedrag ikke formår at skjule et irriterende stort ego, som da også gang på gang til hans egen forargelse fører ham i klammeri med sine omgivelser.

5 stjerner

Henry Marsh: ’Admissions’, er udkommet, kan købes på Amazon.com for cirka 130 kroner