Skip to main content

Forskere og kunstnere sætter tarmene på museum

UDSTILLING: Undrer du dig også over, at tarmene pludseligt kaldes det nye sorte, og at forskere spår, at tarmene kommer til at vende op og ned på hvad der ellers har været god lægelatin i århundreder om psykisk og fysisk sygdom, så gå på museum og få en kulturel, men også lægevidenskabelig baseret oplevelse af tarmene.

Medicinsk Museion, Institut for Folkevidenskab, i Bredgade i København åbner nemlig en ny stort anlagt udstilling ’Mind the Gut’, som handler om sammenhængen mellem hjernen og maven og de trillioner af bakterier og andre mikroorganismer, der lever i tarmsystemet.

”Den medicinske forskning har endnu ikke afklaret præcist, hvordan vores tarme og hjerne hænger sammen. Så udstillingen handler i højere grad om, hvordan man har forsøgt at forstå og behandle det komplekse forhold mellem hovedet og maven, både før og nu. Der er både forskning, kultur og historie i udstillingen,” siger kurator Adam Bencard til Medicinske Tidsskrifter.

I de seneste fem år har forskningen vist, at bakterierne i langt større grad, end man hidtil havde forestillet sig, påvirker vores sundhedstilstand og velbefindende.

Men betyder dette så, at vores identitet måske ligefrem bliver til i en vekselvirkning mellem os og bakterierne, lyder et vigtigt spørgsmål i udstillingen, der er blevet til i et samarbejde med både forskere og kunstnere, og som derfor også indeholder både videnskabelige og mere sanselige måde at se på sammenhængen mellem hjerne, mave og bakterier.

Ifølge udstillingens tilrettelæggere udvikles anlæggene til mave-tarmsystemet, det endoderme kimlag, allerede i det tidlige fosterstadie, og det sker samtidigt med, at anlæggene til hjerne og hjerte, de henholdsvis ektoderme og mesoderme kimlag, dannes. Måske tarmene er ligeså vigtige som hjerne og hjerte, spørger tilrettelæggerne, som påpeger, at der findes dyr uden hjerne og hjerter, men ikke uden tarme.

”Vi har haft tre kunstnere i udstillingsgruppen, som har givet deres særlige bidrag til udstillingens undersøgelse af, hvordan den medicinske verden historisk har behandlet sammenhængen mellem hjerne og tarme både før og nu,” forklarer Adam Bencard om det lidt usædvanlige initiativ, som museet har modtaget tre millioner kroner fra Bikubenfonden til at gennemføre. Adam Bencard uddyber:

 ”‘Mind the Gut’ vil løfte forskningsformidling ud af en traditionel snæver, nyhedsfokuseret ramme for at skabe rum til kulturel refleksion samt plads til samtale. De forskelligartede perspektiver på forskningen vil blive bundet sammen af et fokus på sanselighed, og videnskabelige genstande vil blive udstillet sammen med kunstværker, som skal sætte gang i sanserne,” forklarer han og tilføjer, at udstillingen blandt andet også vil udstille levende bakterielle økosystemer.

 

Medicinsk Museion, Institut for Folkesundhedsvidenskab

Mind the Gut, åbner lørdag 6.oktober 2017

http://www.museion.ku.dk/da/mindthegut/

Faktaboks: Det er Medicinsk Museion

Medicinsk Museion er en udstillings- og eventbygning i det oprindelige Kongelige Kirurgiske Akademi, Bredgade 62, hvor museet afholder arrangementer om den medicinske kulturarv.

Medicinsk Museion er også en forskningsenhed under Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Det sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, som forsker i medicinsk forskningskommunikation.

Hertil kommer, at museet også er en museumssamling grundlagt i 1906 af en gruppe københavnske læger.

Den første udstilling åbnede for publikum i anledning af Lægeforeningens 50 års jubilæum i 1907. Samlingen består i dag af over 250.000 genstande.

Museet består desuden af et virtuelt univers,  (www.mm.ku.dk).  Samt en hjemmeside på Københavns Universitet, på www.ifsv.ku.dk.