Skip to main content

Triviel podcast om tragisk sag

PODCAST: "Jeg vil renses" kan høres på Ugeskriftet her

Jeg vil renses, er titlen på Ugeskrift for Lægers podcast med tidligere neurokirurg, Benedicte Dahlerup, i forbindelse med, at hun 6. juni i år udgav bogen Konsekvenser.

I bogen, som også fås gratis på nettet, kræver hun at blive renset for kritik, efter at hun i 2012 blev landskendt som lægen, der ikke gav den unge pige Carina,chancen for at overleve et trafikuheld, men i stedet udpegede hende til at skulle være organdonor i TV-udsendelsenn ’Pigen, der ikke ville dø’.

I dag lever Carina, mens Benedicte Dahlerup har bedt om en aftrædelsesordning efter at have mistet mulighed for at have med patienter at gøre samt modtaget kritik fra blandt andre sine arbejdsgivere, Patientombuddet, Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn og Ombudsmanden.

Men al kritikken er ifølge Benedicte Dahlerup helt og aldeles forkert.

“Jeg vil renses for mistanker om, at der var begået fejl. Også selvom selv cheflægen siger, at jeg har fejlet, erklærer den i dag 69 årige tidligere så anerkendte neurokirurg om baggrunden for såvel sin bog som for den efterfølgende podcast via Ugeskriftet.

Og det er så her, at det går grundlæggende galt for podcasten, for selv om det vitterligt er spændende at høre den så udskældte og kritiserede Dahlerups egen version af sagen, uden at hun ustandseligt bliver afbrudt af en utålmodig interviewer, så bliver podcasten triviel og uforløst netop i kraft af, at intervieweren giver hende lov til uimodsagt igennem hele podcasten at hævde, at hun ikke på noget tidspunkt på nogen måde har begået den mindste form for fejl:

“Jeg vil, at folk skal kunne se, at der ikke skete nogen fejl. Men at man kan blive udsat for, hvad jeg er blevet udsat for -  som for eksempel at komme i Sundhedsstyrelsens gabestok alligevel,” siger hun.

Og når Benedicte Dahlerup i programmet retter voldsom kritik af sin ledelse, sin arbejdsgiver Region Midtjylland og samtlige instanser, der har gennemgået hendes sagsakter, uden at blive udfordret af intervieweren, så er det ikke kun forkert overfor dem, hun kritiserer, men også meget forkert overfor netop Benedicte Dahlerup, da derved hun mister chancen for at skærpe sin argumentation samt svare på de utallige spørgsmål, som man som lytter stiller i sit hoved, hvorved Benedicte Dahlerup - til en vis grad- uforskyldt taber troværdighed.

Og at hun således ikke får alle chancer for at uddybe sin påstand om, at hun er uskyldig, er ikke fair overfor hende, for måske er hun helt eller delvist blevet offer for en folkestemning – og måske var der, som hun selv mener, ingen der ønskede at lytte til hendes version, inden hun blev dømt og kritiseret med piber og trommer:

“Der var ingen, der lyttede til mig. Det har været som at slå i en dyne. Læren af min sag er, at der ingen retfærdighed er inden for systemet, selv om jeg ikke havde begået nogen fejl. Man er nødt til selv at kæmpe mod uretfærdighederne, siger Benedicte Dahlerup, som siger, hun kæmper videre for at blive renset, og at hun ikke har tænkt sig at give op.

Når Ugeskrift for Lægert vælger at gave taletid til Benedicte Dahlerups uimodsagte partsindlæg, må man formode, at det er fordi, at man har vurderet, at hun, et nuværende eller tidligere medlem af foreningen, skal have lov at kæmpe for sit ry og rygte. Men lige præcist til personer med en sag, duer Ugeskriftets podcastkoncept i form af et venligt og ukritisk rum ikke, for det gør kun ondt værre for den kontroversielle person, der ville have haft muligheden for at vokse ved hjælp af en mere nysgerrig kritisk og konkret vært.