Branding Celgene
Kristian Lunds blog

Nyheder, analyse og debat om hæmatologisk behandling

Branding Celgene
Teknologielskende læge:

Ledelser forstår ikke hvilken kulturforandring, sundheds-it kræver

The Digital Doctor

BØGER: Den amerikanske læge Robert Wachter har i den velskrevne og uhyre gennemresearchede bog ’The Digital Doctor’ kulegravet moderne hospitalsteknologi - og han er meget lidt imponeret.

Han opfordrer til, at ledere og IT-brancen hurtigt begynder at forstå, at mange andre branchers brug af IT og kodning er fundamentalt forskellige fra processerne og behovene i sundhedsvæsenet.

“Vi havde alle store håb om, at computeren var den magiske kugle, som vi alle så desperat havde brug for til at forbedre sikkerhed, kvalitet og effektivitet, men vejen til Nirvana har i bedste fald været bumpet og ligger langt ude i fremtiden,” fastslår Robert Wachter, der er leder af den medicinske afdeling ved University of California, San Francisco og forfatter til bestselleren, ’The Digital Doctor: Hope, hype and Harm at the Dawn of Medicines Computer Age’.

Baggrunden for, at Robert Wachter, som er en af patientsikkerhedens grand old men, har skrevet The Digital Doctor, var en utilsigtet hændelse på hans eget hospital i 2013, hvor teenageren Pablo Garcia på grund af computerfejl fik udskrevet en 39 gange for stor dosis medicin uden, at hverken den donerende læge, farmaceuten, som var en robot, eller sygeplejersken efterfølgende greb ind overfor den åbenlyst alt for store mængde piller – de stolede alle blindt på den høje dosis, da den matchede den dose, som computeren angav samt den dermed følgende barkode  på pillepakken – med andre ord de stolede alle på, at computerens indbyggede tjek af denne form for fejl ville have været fanget, hvis noget var galt.

“Det var på dette tidspunkt, at jeg forstod at min elskede profession er i færd med at blive vendt på hovedet af teknologien,” forklarer Wachter, som herefter tog et års orlov for at skrive den bog, som nu er blevet en kortlægning af, hvor teknologisk automatisering er en hjælp, og hvor den er til fare for lægers og patienters sikkerhed.

Wachters kulegravning af moderne hospitalsteknologi er kvalificeret og nuanceret. Han er ikke nogen maskinstormer, tværtimod er han faktisk vild med teknologi og har tidligere skrevet en række artikler på sin blog, Wachters World, hvor han har forsvaret og advokeret for elektronificering af journaler og potentialet i udveksling af elektroniske sundhedsdata, så læger og patienter har adgang til alle nødvendige data, når de har brug for det.

Og Wachter erklærer da også sig selv som fortsat optimist, men kun på længere sigt. For indtil videre mener han, at vi er langt fra de ideelle tilstande. I stedet har digitalisering ifølge ham mestendels ’disrupted læge- patientforholdet, klinikkernes professionelle interaktioner og arbejdsflow samt den måde, som hospitaler og læger forsøger at måle og forbedre kvaliteten i behandlinger’.

Under sin orlov rejste Wachter USA og England tyndt for at deltage i teknologiske konferencer, interviewe omkring 100 eksperter, som på den ene eller anden måde arbejder med digitalisering af sundhedsvæsenet samt for at tale med patienter, som er kommet til skade i digitaliseringsprocesserne.

Wachter udforsker i sin bog også de problemer og skader, som opstår, når læger under konsultationer kæmper forgæves for tid til at se deres patienter i øjnene og i stedet tvinges til at stirre på computerskærmen uden mulighed for at interagere med hverken patienter eller øvrige personaler, og han møder stribevis af ulykkelige og frustrerede læger, som ikke tør stole på computeren, som de kan bruge timer på at slås med hver dag. Afmægtige længes de tilbage til papirjournalen trods alle dennes anerkendte fejl og mangler.

Men tror man, at lægernes længsel efter papir og de mange farlige systemfejl, som patienter udsættes for, er udtryk for, at læger bare ikke fatter eller orker at sætte sig ind i den moderne teknologi, så har man ifølge Wachter ikke begrebet problemernes alvor, for selv de mest teknologibegejstrede og vidende læger melder om massive udfordringer.

Kunne lære af flyindustrien

I stedet ser Wachter så mange uløste problemstillinger i den eksisterende brug af it-løsninger på hospitaler, at han opfordrer regeringer, sundhedsvæsnets ledere og IT-brancen til hurtigst muligt at begynde at forstå, at mange andre branchers brug af IT og computerkodning er fundamentalt forskellige fra processerne og behovene i den kvalitative sundhedspleje, som består af mange flere interpersonelle komponenter. Faktisk så forskellige, at de er svært integrerbare og slet ikke de naturlige følgesvende, som mange - inklusiv Wachter selv - oprindeligt har troet og håbet på, når de for sig så eksempelvist altid tilgængelige patientjournaler, elektroniske advarsler mod overdoser og fatale medicin interaktioner, de bedste af de bedste updaterede guidelines og et sikrere, mere effektivt og billigere sundhedsvæsen.

Ifølge Wachter burde sundhedsvæsnets ledere tage ved lære af flyindustriens omhyggelighed med at udvikle sikkert elektronisk design. En industri hvor det for eksempel vil være utænkeligt at poste milliarder af milliarder af dollars i et system, hvor en computer i en afdeling ikke kan tale med en computer i en anden, selv om det er den samme person, der skal søges eller afgives information om.

De mange farer og urimeligheder for læger og deres patienter, som Wachter finder på sin tour de force rundt i hospitalsteknologierne, mener han kan og bør løses på regeringsniveauer, da lægers tillid til sundheds-IT med god grund smuldrer dag for dag. Et tillidstab, som han frygter truer IT-teknologiernes fodfæste i fremtidens sundhedsvæsen, hvilket bekymrer ham, da han fortsat tror og håber på mange af teknologiens løfter, som han dog vurderer kun vil kunne indfries, hvis sundhedsvæsnets stakeholdere begynder at arbejde ordentligt sammen og træffe klogere beslutninger, så den digitale revolution, som lige nu er på teenagestadiet, kan udvikle sig til at blive en praktisk voksen realitet.

The digital doctor er ikke bare en helt tydeligvist uhyre grundigt researchet bog. Den er også fabelagtigt velskrevet og stærkt underholdende, for Wachter ved nemlig, hvordan man fortæller historier. Såvel den store beretning som de små historier i den store har han styr på, så har man den mindste interesse i sundhedsvæsnet, er der faktisk kun gode grunde til at give sig i kast med den.

Og ikke mindst er den digitale doktor et oplagt læsevalg, hvis man ønsker at forstå de enorme kulturforandringer, som disse teknologier også fordrer af hospitalsledere, administratorer, læger og patienter. Kulturforandringer som ifølge Wachter på katastrofal måde endnu slet ikke er forstået, identificeret, italesat og taget hånd om fra udviklernes, administratorernes og ledelsernes side.

 

  • The Digital Doctor
  • Robert Wachter
  • Forlag:McGraw-Hill Education
  • Sidetal: 352
  • Pris via saxo.com: kr. 209,95
Branding Celgene